Frederikshavn

Blair besøger Frederikshavn

Arena Nord får igen besøg af international topleder - Tony Blairs visit er fastlagt til 5. november

Tony Blair kommer 5. november til Frederikshavn. I Arena Nord vil han holde et foredrag om globaliseringens udfordringer og muligheder. Foto: Scanpix
Tony Blair kommer 5. november til Frederikshavn. I Arena Nord vil han holde et foredrag om globaliseringens udfordringer og muligheder. Foto: Scanpix Scanpix Denmark

Opdateret kl. 16:29

FREDERIKSHAVN: Først kom Bill Clinton. Derpå var det Al Gore. Og nu er Frederikshavn så klar til Tony Blair.

5. november træder den mangeårige britiske premierminister op på scenen i Arena Nord, og det glæder naturligt nok direktør Per Malmberg.

- Vi henter en person hertil, som i mere end 10 år (fra 1997 til 2007, red.) har været premierminister i Storbritannien, som er en af verdens største økonomier og et af verdens største lande. Det synes vi jo er stort, siger han.

Tony Blair har efter sin tid som premierminister blandt andet været mægler i Mellemøsten for FN, USA, Rusland og EU.

Desuden har han en fortid som erhvervsmand, så på den baggrund er der masser af afsætsmuligheder, når Tony Blair i Arena Nord vil fortælle om globaliseringen og dens muligheder og udfordringer.

Det handler om signalværdi

- Vi vil gerne signalere, at Frederikshavn er et spændende sted, blandt andet fordi at der jo i Skagen og Frederikshavn er nogle store havneudvidelser på vej. Og i den forbindelse vil man jo gerne have nogle internationale virksomheder til området, siger Per Malmberg, der i øvrigt mener, at behovet for at danskere orienterer sig om, hvad der sker udenfor landets grænser er stadigt stigende.

- Alt det, der sker i verden, har en konsekvens. Også for Hr. og Fru Jensen. Når der eksempelvis er krig i Ukraine, så rammer det også eksporten fra en landmand i Sønderskov, så vi kan ikke bare sige, at det der foregår i verden ikke kommer os ved, siger Per Malmberg.

- Og det her seminar kan være med til at forbedre det verdensbillede, folk har.

Arrangementet har fået titlen ”Global Business Seminar”, og udover Tony Blair så kan deltagerne også lytte til tre nordiske top-erhvervsfolk. Hvem det drejer sig om, er dog endnu ikke på plads.

Billetterne til arrangementet ligger i øvrigt i den mere pebrede ende - i hvert fald for Hr. og Fru Jensen.

De billigste af slagsen koster 995 kroner, mens man for de dyreste må slippe 5.000 kroner stykket. Til gengæld får man så også mad, drikkevarer og en fotografering sammen med Tony Blair med i prisen.

- Vi håber på, at der kommer mellem 1.000 og 1.500 mennesker til arrangementet, siger Per Malmberg.

Borgmester: Spændende

Frederikshavns socialdemokratiske borgmester Birgit Hansen glæder sig til at få besøg af Tony Blair.

- Jeg synes, det er spændende, når vi hiver sådan en ”kanon” som Tony Blair til byen, siger Birgit Hansen.

- Vi har jo bestemt, at vi vil bruge nogle penge på events, og det her er i hvert fald godt i tråd med den linje, som der er lagt med Bill Clinton og Al Gore.

Birgit Hansen glæder sig over, at arrangementet formentligt vil medføre en fin omsætning på byens hoteller og restauranter - og derudover ser hun personligt frem til at høre, hvad Tony Blair har på hjerte.

- Jeg glæder mig som politiker til at høre, om noget af alt det, han har oplevet som premierminister gennem 10 år. Han kender jo virkelig verden fra flere forskellige stole, og det er jeg helt sikker på, at vi kan lade os inspirere af, siger Birgit Hansen, der håber, at folk bakker op om arrangementet.

- Hvis man vil have, at sådan noget forsætter i denne by og denne kommune, så kræver det at folk kommer og bakker op - ellers kan man ikke få sådan noget til at køre rundt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden