Blev snydt for løn
Landmand må punge ud med 140.000 kr. for overarbejde til ukrainsk medhjælper
HOBRO: En ukrainsk landbrugsmedhjælper har nu endelig fået betaling for det overarbejde hun har udført for en landmand på Hobro-egnen.
Landbrugsmedhjælperen havde mange meget lange arbejdsdage, hvor hun passede landmandens kvægbesætning. Hun sørgede bl.a. for malkning både morgen og aften. I gennemsnit arbejdede hun 10 timer om dagen og havde kun få fridage hver måned.
Da landbrugsmedhjælperens kontrakt udløb ved udgangen af 2011, gik hun til 3F Mariager Fjord, hvor hun var medlem. Hun havde flere gange under ansættelsen talt med arbejdsgiveren om overtidsbetaling, men uden resultat.
3F Mariager Fjord tog kontakt til landmanden og til sidst endte det med, at 3F Mariager Fjord på vegne af landbrugsmedhjælperen stævnede ham. Da landmanden ikke havde overenskomst, var 3F Mariager Fjord henvist til at føre sagen civilretsligt.
Samme dag som sagen skulle for retten, blev der indgået et udenretsligt forlig på 140.000 kr, som landbrugsmedhjælperen nu modtager fredag 4. juli.
- Det er dybt problematisk, at nogle landmænd på den måde underbyder udenlandske arbejdere og byder dem arbejdsforhold langt under danske normer. Heldigvis havde denne ukrainske landbrugsmedhjælper meldt sig ind i 3F Mariager Fjord. Det viste sig jo at kontingentet var givet godt ud, noterer formanden for 3F Mariager Fjord John Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.