Blindes Jul med de gode historier
Det er i denne tid, sælgerne ringer på døren
FREDERIKSHAVN: I denne tid kommer Blindes Juls sælgere og stemmer dørklokker. Ønsker man at købe bladet, er det en god ide at have nogle kontanter fundet frem.
- Vi kan i år tilbyde en inspirerende udgave af vores juleblad for kun 25 kroner Det er derfor ikke mange penge du behøver at bruge for at komme i den rette julestemning, udtaler distributør Jørgen Torp.
Der er mange spændende og søde julehistorier og noveller. De er fortalt for både voksne og børn, og det er historier, som man kan hygge sig med i julen. Der er blandt andet artikel om, hvordan man fejrer nytår i en lille by i Spanien - artiklen er skrevet af Ingrid Nielsen. Lise Andersen har skrevet en gribende beretning om sit besøg i Sulaymaniyah. Sognepræst Inger Thomsen har også i år forfattet en dejlig fortælling om julen. Agnete Odgaard har skrevet om, hvordan man klarer hverdagen herhjemme uden syn.
Opgaver til de kreative
Bladet indeholder flere spændende konkurrencer, julespil og krydsord, som hele familien kan få glæde af i julen. Der er en opskrift på julekonfekt, som børnene vil elske at lave. Birgit Kjærulff har lavet en hækleopskrift på et par nissehuer, som kan bruges som grydelapper.
Forsiden af Blindes Jul er malet af billedkunstneren Kristine Frøkjær fra Hurup, og hun har også skrevet en julehistorie for børn. På bagsiden findes Agnete Odgaards madopskrifter. I år har Agnete Odgaard lavet forslag til fire forretter, der også kan bruges som utraditionelle retter til julefrokosten.
Finder du et postkort inde i bladet, har du vundet, og kan ved at indsende kortet modtage Agnete Odgaards kogebog ”Mad uden stress”.
Dem støtter du
Overskuddet går ubeskåret til blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund Vendsyssel.
- Vi kan for pengene lave flere årlige arrangementer for vore medlemmer. Disse er til stor glæde for alle og er med til at forebygge ensomheden, som er den synshandicappedes værste fjende, beretter Jørgen Torp.
- Til sådanne sammenkomster må vi bruge taxaer, og takket være indtægterne fra Blindes Jul, kan vi magte disse opgaver økonomisk. De senere år har vi nemlig fået flere udgifter, fordi vore tidligere tilskud er bortfaldet.
- Vi er rigtig glade for, at der findes mødesteder for synshandicappede i Vendsysselkredsen. Mødestederne er til stor glæde og gavn for vore medlemmer.
Bestyrelsen i Dansk Blindesamfund Vendsyssel vil gerne takke alle vore sælgere og købere af Blindes Jul, og ønske jer alle en rigtig glædelig jul, slutter meddelelsen fra Blindesamfundet i Vendsyssel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.