Bloddonor har fået tappet 50 liter blod
Jens Hundahl Sørensen blev onsdag tappet for 100. gang
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:48
THISTED: Jens Hundahl Sørensen har været bloddonor, lige siden han var soldat for cirka 45 år siden. I går blev han tappet for 100. gang, og det blev fejret med flag, kransekage og et lille glas.
- Jeg er blevet ved, fordi jeg har det godt med det. Nogle gange kan jeg opleve at få hovedpine, og så ved jeg, at det hjælper at blive tappet, fortæller jubilaren.
Der tappes knap en halv liter blod hver gang, så gennem årene er det blevet til næsten 50 liter for Jens Hundahl Sørensens vedkommende.
Selv om Bloddonorerne i Thisted har eksisteret i 72 år, så er Jens Hundahl Sørensen blot den 12. bloddonor i foreningen, der kan fejre jubilæum for 100 tapninger. En del falder fra undervejs eller bliver syge, så de ikke må donere blod mere.
- Heldigvis får vi også mange nye ind hele tiden, også unge, fortæller Ejgil Boye Mortensen, formand for Bloddonorerne i Thisted.
I stolen ved siden af Jens Hundahl Sørensen i går sad faktisk en donor, som var både ny og ung, nemlig Maja Jeppesen, der skulle tappes for allerførste gang. Hun er elev på HHX, hvor der er en del af de unge, der har meldt sig som bloddonorer.
- For mig har det også betydet noget, at hele min familie er bloddonorer, fortæller hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.