Blokhus

Blokhus-visionæren

Tidligere Jack & Jones-boss sætter liv i Blokhus

Per Kalstrup har ejet 21 Jack & Jones-butikker men har nu etableret en tøjbutik i Blokhus med dyre mærkevarer.
Per Kalstrup har ejet 21 Jack & Jones-butikker men har nu etableret en tøjbutik i Blokhus med dyre mærkevarer.

Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:41

BLOKHUS: Efter at have været en blomstrende ferieby sygnede Blokhus hen som en by, få entreprenører turde røre ved.

Byens vigtigste tøjbutik var en outlet-butik med varer fra sidste års sortiment, og udviklingspotentialet for en iværksætter var svært at få øje på.

Men for seks år siden lykkedes det Hvetbo-fonden at få dygtige kræfter til byen for at genoplive byens gamle bowlinghal - skabe noget liv.

Per Kalstrup solgte for nogle år siden sine 21 Jack & Jones-butikker og var klar på at prøve noget nyt, og det fandt han og hustruen Tine i Blokhus, hvor de valgte at begynde at sælge mærkevaretøj i den dyre ende til ferierende i hensygnende Blokhus. En helt overset salgsstrategi skulle det vise sig.

- Når man er på ferie, er ingen sure. I det daglige gider jeg ikke selv tage ind til byen for at shoppe. Vi har alle en stresset hverdag, så når man er på ferie, er der tid til at handle, hygge og fordybe sig. Stemningen er altid god, og så kan man bruge tid på at shoppe, siger Per Kalstrup, der gennem de seneste år har udvidet butikken og netop har overtaget hele Blokhuset og er i gang med en omfattende ombygning, der skal stå færdig 28. marts.

Hans satsning på en by i et dansk udkantsområde har fået opmærksomhed i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der har nomineret hans virksomhed til den årlige regionale landdistriktspris i kategorien ”Årets Iværksætter”.

- Der er utrolig meget initiativ og virkelyst i landdistrikterne, og det vil vi gerne fremhæve med en særlig anerkendelse. Jeg håber med prisen fortsat at kunne bidrage til inspiration og udvikling i landdistrikterne, siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.

Per Kalstrup kan mærke, at det ikke kun er folk på ferie og de lokale, der handler i Kalstrup Blokhus.

- Folk tager gerne til Blokhus for at handle hos os, og det har nu vist sig, at man godt kan sælge dyrt mærkevaretøj her, siger Per Kalstrup.

Det nye Butik Kalstrup bliver et livsstilshus med mærkevarer, modetøj, boligindretning og delikatesser.

Hvorvidt Kalstrup Blokhus vinder landdistriktsprisen, bliver afgjort sent tirsdag eftermiddag.

Åbningen af det nye bolighus er sat til 28. marts.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden