Havne

Blue Water åbner i Frederikshavn

Shipping-firma har med afdelingen i Frederikshavn nu 16 danske kontorer

Til venstre er det Peter Højer, som bliver daglig ansvarlig for kontoret, og til højre ses Ole Bøgh Ulriksen, kontorchef for Blue Water Shipping i Aalborg.Privatfoto
Til venstre er det Peter Højer, som bliver daglig ansvarlig for kontoret, og til højre ses Ole Bøgh Ulriksen, kontorchef for Blue Water Shipping i Aalborg.Privatfoto

FREDERIKSHAVN: Tirsdag udvidede Blue Water Shipping sine aktiviteter i Danmark med åbningen af et nyt kontor i Frederikshavn.

- Det er blandt andet den forventede stigende aktivitet i Frederikshavn Havn, der medvirker til, at vi åbner kontoret, fortæller Peter Højer, der bærer den ikke særligt mundrette titel ”freight forwarding agent”.

Peter Højer får det daglige ansvar på kontoret, der ligger på adressen Havnepladsen 12, bygning 10.

Den lokale tilstedeværelse er vigtig for Blue Water Shipping, som ønsker at være tæt på kunderne og specialiserer sig i at skabe løsninger, der passer til kundernes ønsker og behov.

Peter Højer er i forvejen et kendt ansigt på havnen grundet sit tidligere virke indenfor sten- og grusbranchen.

Peter har inden sin ansættelse hos Blue Water Shipping 1. juli 2012 haft lignende stillinger inden for branchen. Han har derfor både de nødvendige kompetencer og erfaringer samt et stort netværk af både kunder og samarbejdspartnere.

Havneaktiviteter har altid spillet en afgørende rolle for Blue Water Shipping, og etableringen af det nye kontor falder godt i tråd med målsætningen om at dække alle danske havne.

- Vi er allerede godt etableret i Nordjylland med kontorer i Hirtshals og Aalborg, og det nye kontor bliver Blue Waters 16. i Danmark. Det er derfor både en udvidelse af vores nationale strategi og en videreudvikling af vores nordjyske aktiviteter, hvor havnerelaterede opgaver spiller en større og større rolle, siger kontorchef fra Aalborg, Ole Bøgh Ulriksen.

Frederikshavn-kontoret hører organisatorisk under Aalborg-kontoret, som stadig håndterer Blue Water Shippings transport- og logistikløsninger.

Blue Water Shipping har siden stiftelsen i 1972 udviklet sig til en global logistikvirksomhed med mere end 1,000 medarbejdere, som tilbyder transportløsninger til alle typer af gods fra mere end 50 kontorer fordelt i hele verden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden