BMW iX3 langt fra forældet
I en tid, hvor det vælter frem med helt nye elbiler, tester vi, om den mere klassiske BMW iX3 holder skansen
Opdateret 17. november 2022 kl. 13:10
TEST: Er BMW iX3 allerede forældet? spurgte en læser på mailen forleden. Siden lanceringen har vi jo set den store topmodel iX, den nye i4, og lige om hjørnet har vi en ligeledes ny iX1. Altså en lillebror. Og så er der alle de andre helt nye konstruktioner.
Jeg lånte den faceliftede version for at finde svaret.
Tiden går da også stærkt i bilbranchen. Det er ikke mere end lige godt fire år siden, at den nuværende BMW X3 blev lanceret, og allerede halvandet år siden, jeg var bag rattet af den fuldt elektriske version, kaldet iX3.
Min egen historie med BMW's X-modeller er lang. Ja, faktisk var jeg bag rattet af den allerførste model, da BMW X5 blev lanceret i 1999. Dengang var min karriere som bilanmelder kun lige startet, men jeg var aldrig i tvivl om, at her var noget særligt.
Vognen blev en stor succes, så hvorfor ikke lave en light-udgave til lidt tyndere tegnebøger, funderede BMW's chefer. Og som tænkt, så gjort.
En mini-X5, kaldet X3, så dagens lys i 2003. Den blev hurtigt anerkendt som en Mister Swing King med henvisning til dens fremragende køreegenskaber, men kritiseret for begrænset plads. Det blev der rettet op på i afløseren fra 2010, men det var nu alligevel først med den helt nye tredje generation, som altså fortsat er aktuel, at bilen er blevet tilnærmelsesvis perfekt. BMW X3 er samtidig den bil, som mærket sælger allerflest af i hele verden.
Kun små ændringer
Ansigtsløftningen ændrer ikke meget på designet, men fronten står lidt skarpere med smalle forlygter, større nyrer, og selv omme bagved er der nye lygter. Der er også en større infotainmentskærm og en ny gearvælger. Det ændrer dog ikke på, at bilen begynder at se lidt gammeldags ud, og det gælder også indvendigt. Kan man leve med ikke at være først med det sidste, får man til gengæld et cockpit, der er langt nemmere at betjene end i mange af de nyere elbiler, hvor man i den grad mangler gode, gammeldags betjeningsknapper.
Samtidig er BMW'en af den gamle skole med lækre materialer og altså ikke noget med hård plastic for at spare penge.
Bagagerummet er pænt stort i den kinesisk byggede SUV, og løfter du den bagerste del af gulvet op, er der et depotrum, hvor du bl.a. kan lægge ladekabler. Noget frunk, altså et lille bagagerum ude foran, er der ikke.
Man sidder generelt glimrende i de store forsæder, og selv omme bagi er der god plads ved bagsædets to yderpladser, mens midterpladsen er plaget af den ret store kardantunnel, der rummer en del af batteriet. Der er endda lidt luksus i form af friskluftdyser til bagsædet, og det er muligt at justere ryglænets hældning.
Masser af udstyr
Som med alt andet for tiden er prisen også steget her, men faktisk kun lige godt 20.000 kr. Starten går ved 529.000 kr. for en iX3 M Sport Charged, og her får man så til gengæld overraskende meget udstyr. Der er 100.000 kr. op til den anden modelvariant, kaldet Charged Plus, som jeg tester, og som har bl.a. læderindtræk, fælge på 20 tommer, parkeringsassistent, lyddæmpede sideruder, stort lydanlæg fra specialisten Harman Kardon, head-up display og nogle bedre justeringsmuligheder af sæderne.
Man må gøre op med sig selv, om det er merprisen værd.
Personligt mener jeg, at indgangsmodellen er det oplagte valg, og jeg savner ikke noget. Driving Assistent Professional er standard og virker overbevisende. Og den adaptive fartpilot kombineret med selvkørende funktioner virker fremragende.
Dette er et dyrt tilkøb på en i4. Det eneste ekstraudstyr på prøvebilen er et elektrisk anhængertræk til godt 24.000 kr., men man må kun sætte op til 750 kg efter bilen, så campingvognen bliver meget lille.
De tekniske data er der ikke ændret på, og tak for det. Den elektriske motor, der trækker baghjulene, yder 286 hk, så spurten til 100 km/ t. tager kun 6,8 sek. Bilen er kvik, men på en yderst harmonisk måde.
BMW iX3 kører med et batteri på 74 kWh i brugbar kapacitet. Det giver mig en rækkevidde ved cirka 18 graders varme på omkring 400 km ved blandet kørsel. Den officielle af slagsen tilsiger 460 km. Om vinteren vil det være i omegnen af 320 km. Den obligatoriske test ad motorvejen med 110 km/ t. gav 350 km, men ikke mere end 300 km om vinteren. Alt sammen godkendt, men så heller ikke mere. Her får man mere rækkevidde for pengene mange andre steder.
Ikke mindst, hvis man i stedet vælger en BMW i4, der kører omkring 100 km længere og lader 10 min. hurtigere fra 10-80 pct. takket være bl.a. 200 kW-ladning frem for 150 kW. Testbilens lige godt 40 min. i denne disciplin er dog ikke værre end gennemsnittet.
Meget velkørende
På trods af at selve batteriet vejer mere end 500 kg, og hele vognen passerer to tons, kører den høje SUV faktisk rigtig godt. Her er det tydeligt, at BMW'ens opsætning med baghjulstræk virkelig gør noget godt for svingegenskaberne, og sammen med det ganske præcise styretøj virker den køreglad. Samtidig går den bestemt heller ikke af vejen for en længere tur, hvor iX3 både er godt støjisoleret og behageligt affjedret.
- Pris: 620.654 kr.
- IX3 Charged: 522.282 kr.
- Batteri: 74 kWh, netto Rækkevidde: 460 km, WLTP Rækkevidde, målt: 400 km (18 grader), 350 km (110 km/t.) Opladning: 11 kW (AC), 150 kW (DC), 10-80 pct. på 40 min.
- En elmotor, baghjulstræk Ydelse: 286 hk Moment: 400 Nm 0-100 km/t.: 6,8 sek.
- Topfart: 180 km/t.
- Trækvægt: 750 kg Mål: L: 473 cm, B: 189 cm, H: 167 cm Plusser: Plads, komfort, udstyr, motorkraft Minusser: Rækkevidde.
Prisen er 100.000 kr. lavere end Mercedes EQC, der kører med firehjulstræk, 408 hk og mulighed for at køre med 1.800 kg. En anden, dog mindre konkurrent er Volvo XC40 med samme data som Mercedes, men 60.000 kr. billigere end BMW.
Og så er der alle de mere klassiske SUV'er, der tæller alt fra Audi Q4 e-tron til Skoda Enyaq, men de er ikke så luksuriøse og komfortable som den traditionelle BMW.
Og så naturligvis den nye i4, der sjovt nok koster nøjagtig det samme, og den ville jeg til enhver tid vælge, men man går så på kompromis med den høje siddestilling og meget rummelige kabine.
Og for at det ikke skal være løgn, så er lillebror iX1 lige på trapperne, og den er 60.000 kr. billigere med nogenlunde de samme tekniske data.
Jeg mener ikke, at BMW iX3 er forældet. Den kører videre i sin egen niche af større SUV'er, hvor fokus er på klassiske dyder tilsat en glimrende drivline og gennemsnitlig rækkevidde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.