Bodil kan give dig svamp
Vigtigt at komme helt i bund med skaderne efter stormen
Opdateret kl. 18:33
DANMARK: Tjek og dobbelttjek om skadebekæmpelsesfirmaet kommer ind i alle krinkelkroge, hvis dit hus eller sommerhus blev ramt af skader som følge af Bodils hærgen.
I dag afgør det statslige Stormrådet, om der var tale en stormflod, som vil give ejere af oversvømmede boliger ret til erstatning.
Men Stormrådet dækker i givet fald kun akutte skader, ikke følgeskader som for eksempel skimmelsvamp, skriver metroxpress.
Vokser bag gipsvægge og under gulv
Skimmelsvamp kan for eksempel vokse frem bag gipsvægge, tapet, filt eller under gulvbelægninger. Det er derfor afgørende, at skadebekæmpelsesfirmaet gør sit arbejde ordentligt.
- Det er meget nærliggende at tro, at når man har ryddet op og fået tørret rummet, så har man gjort det, der skal gøres. Men et er, at man får tørret bygningen - men man skal være opmærksom på, at der er stor risiko for vækst af skimmelsvamp efter en oversvømmelse, siger teamleder Kathrine Birkemark Olesen fra Teknologisk Institut.
Det kræver, at man fjerner gipsplader, isolering, væv, filt, linoleum og lignende, der har været i berøring med vand.
Kan have en god sag
Hvis forsikringsselskabets skadebekæmpelsesfirma sjusker groft, har stormflodsofrene ifølge Torben Weiss Garne, medlem af Stormrådet og underdirektør i Forsikring & Pension, dog en god sag.
- Langt de fleste skader bliver udbedret, som de skal. Men skulle der i et sjældent tilfælde opstå skimmel, fordi et skadebekæmpelsesfirma ikke har gjort sit arbejde godt nok, vil stormflodsofferets forsikringsselskab eller Stormrådet også dække en efterfølgende skimmelskade, siger Torben Weiss Garne til metroxpress.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.