Bodil var mild mod Frederikshavn
Beredskabschefen er glad for borgernes måde at håndtere stormen på
Opdateret kl. 10:59
FREDERIKSHAVN: Landet over har der siden i torsdags været travlhed blandt landets beredskaber. Stormen Bodil hærgede, og flere steder førte den alvorlige skader med sig.
I Frederikshavn Kommune blev det dog en mild omgang. I hvert fald i forhold til mange andre steder.
- Endnu en gang slap vi lettere igennem end mange andre i landet, siger beredskabschef Tommy Rise.
Fra torsdag til lørdag havde Frederikshavn Kommune cirka 75 medarbejdere fra beredskabscentret, Park & Vej og ejendomscentret ude og arbejde på skaderne fra stormen.
Blandede opgaver
Opgaverne for medarbejderne bestod af væltede træer, der skulle ryddes af vejen, stilladser der var på vej til at vælte, afspærring af områder med fare for nedfald fra tage. Blandt andet blev en gavl på Bangsbostrand Skole hårdt mærket af stormen. Derudover var der selvfølgelig arbejde at gøre i forbindelse med den forhøjede vandstand.
- Flere huse oplevede at komme faretruende tæt på vandet, og enkelte fik da også vand ind, siger Tommy Rise, som fortæller at mange henvendte sig på beredskabscentret for at få udleveret sandsække.
I alt uddelte man 300 sandsække til private, mens beredskabscentret selv udlagde cirka 500 sandsække. Derudover pumpede beredskabet cirka 14.000 kubikmeter vand væk fra forskellige landområder.
Travlhed på vagtcentralen
Vagtcentralen i Frederikshavn fik masser af henvendelser i relation til stormen. 95 af dem krævede øjeblikkelig handling.
Vagtcentralen oplevede også borgere, der ringede ind og sagde, at det altså ikke var nødvendigt, at deres hjemmeplejer kørte ud i det vejr, og at de godt kunne vente, til stormen var stilnet af.
- Det var rigtig dejligt at se, at borgerne også tænkte på de ansatte i den situation. I det hele taget oplevede vi, at alle var utroligt selvhjulpne og tålmodige under stormen, siger Tommy Rise.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.