Bøffer klar til vende tilbage til Aars
Kødkvægskue i messecenter en succes
AARS: Dansk Kødkvægskue, der for første gang fredag og lørdag blev afholdt i messecentret i Aars, vender tilbage til Kimbrerbyen. Det er holdningen hos landskonsulent Jørgen Skov Nielsen, der også er boss for foreningen Dansk Kødkvæg. Foreningen har slået sig sammen med Agro Nord i Aars i år og har indgået en samarbejdsaftale om afholdelse af landsdækkende vinterskuet for kødkvæg. Det første skue blev holdt i Aars fredag og lørdag. Baggrunden er, at der i denne vinter ikke er Agromek i messecentret i Herning. Agromek bliver nu kun afholdt hvert andet år, men Dansk Kødkvæg vil gerne have et dyrskue hver vinter, så derfor rettede foreningen søgelyset mod Aars og fik en samarbejdsaftale i stand, så årets skue kunne holdes i Kimbrrbyen. - Vi var lidt betænkelige ved om nu også udstillerne fra resten af landet ville så langt nordpå som Aars, men vores målsætning på 200 dyr er klart blevet overgået. - Vi har udstillere helt fra Møn og der er 275 dyr tilmeldt skuet samt pænt besøg af gæster, så jeg tror roligt jeg kan sige, at vi vender tilbage i 2014, efter vi har været på Agromek i Herning i 2013, siger Jørgen Skov Nielsen. To af de udstillere, der var kørt langt for at komme med til skue var Søren Grunnet fra Billund og Lars Kloster fra Hammel. De er meget tilfredse med at faciliteterne og er helt klar til at vende tilbage til Aars. - Fine rammer, her vil vi gerne være igen, lyder det samstemmende fra de to. Begge udstillere er fritidslandmænd - de har henholdsvis fem og syv stk. Limousine-kvæg. Der var i alt omkring 100 stk. Limousine-dyr udstillet, så konkurrencen i lige netop den race var stor. Men både Søren Grunnet og Lars Kloster fik ærespræmier med hjem. Og dem er de glade for - for udover æren, betyder det også, at deres dyr i salgsøjemed bliver betydeligt mere værd. - En god Limousine kan koste op imod 50.000 kr., og det skubber prisen godt op, hvis et dyr har fået nogle præmier, siger Søren Grunnet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.