Nordjylland

Bøfhus fortryder navnestrid

Strid med det daværende Jensens Fiskehus i Sæby kostede Jensens Bøfhus kunder

Arkivfoto
Arkivfoto Foto Grete Dahl

NORDJYLLAND: En navnestrid mellem den nordjyske Jensens Fiskerestaurant i Sæby og den landsdækkende restaurantkæde Jensen’s Bøfhus har kostet restaurantkæden dyrt - ikke bare på pengepungen, men også på imaget.

Jensens Bøfhus havde nemlig hevet fiskerestauranten Jensens Fiskehus i retten for at have ”stjålet” navnet Jensens, og afgørelsen i Højesteret i september 2014 gik den nordjyske fiskerestaurant imod.

Bøfgiganten fik medhold, og det betød, at den lille fiskerestaurant måtte ændre sit navn til Jacobs Fiskerestaurant.

Men sagen blev dyr, for via de sociale medier - specielt Facebook - oplevede bøfhuset en sand shitstorm.

Mere end 100.000 danskere meldte sig for eksempel ind i Facebook-gruppen ”Boykot Jensens Bøfhus”, skriver ekstrabladet.dk

Her mere end halvandet år senere indrømmer Palle Skov Jensen, ejer af Jensens Bøfhus, at man kunne have håndteret sagen meget bedre.

- Der var jeg ude af trit med mange af vores gæster, og vi kunne have kommunikeret bedre. Det har vi lært af, og i dag kommunikerer vi meget bedre på de sociale medier, sagde Palle Skov Jensen i radioprogrammet P1 Business.

Dialog havde været bedre

Var sagen opstået i dag, ville bøfhus-ejeren også være gået i dialog med ejeren af det daværende Jensens Fiskehus i Sæby, Jacob Jensen.

- I bagklogskabens klare lys skulle jeg have taget en tættere dialog med Jacob Jensen og sagt: Det duer altså ikke, at du er i gang med at lave en restaurantkæde og ekspanderer i det tempo, du gør. Det får vi begge to store forviklinger og misforståelser ud af, sagde Palle Skov Jensen i programmet.

Jensens Bøfhus har i dag en gæld på mere end 200 millioner kroner og leder efter en investor, der kan skyde kapital ind i bøfforretningen.

Til ekstrabladet.dk siger Jacob Jensen fra Jacobs Fiskerestaurant i Sæby, at han ingen kommentarer har.

- Jeg har lagt det bag mig, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden