Jammerbugt

Boeing-fly som TV-studie

Øget samarbejde mellem Kultur- og Erhvervs Center Jammerbugt og TV2 Nord

JAMMERBUGT: Et Boeing 737-fly som bindeled vil TV2 Nord og Kultur- og erhvervscenter Jammerbugt øge det fremtidige samarbejde.

Selv om de to er naboer har der hidtil kun været et begrænset naboskab, men det skal der med Jammerbugt Kommunes mellemkomst laves om på.

Planen er at forbinde TV2 Nords eksisterende bygning med Kulturcentret på en utraditionel måde, nemlig ved at spænde et Boeing 737-fly ud mellem de to bygninger med to transparente gangbroer, der skyder sig ind på hver side af flyet.

Og selve flyet indrettes blandt andet med et tv-studie.

Mere synlig

For Kultur- og Erhvervs Center Jammerbugt vil det give mulighed for større synlighed og mulighed for at arrangere et bredere og større koncertprogram.

For de erhvervsdrivende, der lejer sig ind i bygningen, vil det blive et mere attraktivt og pulserende miljø at arbejde i.

For TV2 Nord vil der også være mulighed for at bruge de nye lokaliteter, og TV-stationens gæster modtages i fremtiden i en reception og velkomstområde i Kultur- og Erhvervs Center Jammerbugts bygning.

- Arbejdet med projektet skrider godt frem, men der er stadig udfordringer, før det er helt realiserbart. Men jeg håber og tror på, at vi lykkes med projektet, da det er af enorm betydning for Kultur- og Erhvervs Center Jammerbugts fremtid og udvikling, siger Søren Svendsen formand for den Erhvervsdrivende Fond Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt.

Nye muligheder

Også direktør for TV 2 Nord Mikael Justesen, ser store perspektiver i projektet.

- Vores arbejdsplads er både en produktionsvirksomhed med fokus på drift og resultater og et kreativt værksted med fokus på skæve ideer og visionær tænkning. Dette projekt giver os nye muligheder på begge områder, siger han.

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade ser store fordele i projektet, som betyder en udbygning af samarbejdet med TV2 Nord.

Så snart de sidste detaljer og godkendelser vedrørende projektet er på plads, forventes der etablerings- og byggestart.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden