Boelt: - Det haster meget med en aftale
Nordjyske borgmestre lægger pres på Folketinget
NORDJYLLAND: - Situationen er yderst alvorlig for de nordjyske fiskere, så det haster virkelig meget med at få en aftale igennem, inden nogen begynder med selvtægt eller lignende.
Det siger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), der sammen med sin kollega fra Thisted, Lene Kjeldgaard (V), i al hast rejste til København tirsdag aften for at lægge pres på regeringen i håb om at få gang i fiskeriforhandlingerne mellem EU og Norge.
Den manglende aftale på området har nu i mere end to måneder hindret danske fiskere i at fiske på de pladser i norsk område, hvor mange af fartøjerne normalt fisker.
- Vi tog derover for at gøre det klart, at situationen er alvorlig, men det tror jeg nu nok, at de efterhånden også selv har fundet ud af. Der er opstået en erkendelse af, at man simpelthen er kommet for sent i gang, og at det er derfor, fiskerne nu står i så store vanskeligheder, siger Arne Boelt.
De to nordjyske borgmestre mødtes med fødevareminister Dan Jørgensen (S) efter en forespørgselsdebat, som Venstre havde anmeldt i et forsøg på at få regeringen til at gøre sin indflydelse gældende over for EU-Kommissionen.
Det lykkedes dog ikke at opnå en fælles aftale trods tre timers diskussion, oplyser formanden for Hanstholm Fiskeriforening, Jan N. Hansen, som fulgte debatten:
- Der gik desværre politik i det, selv om fiskerne har akut brug for hjælp, konstaterer han.
På trods af den manglende enighed under debatten er forhandlingerne mellem Norge og EU gået i gang igen onsdag, og kilder tæt på forhandlingerne vurderer, at der er gode muligheder for at lande en aftale onsdag eller torsdag.
Det håber Arne Boelt også, for som han hører det, er desperate fiskere parat til at forsøge sig med blokader eller lignende over for norske kolleger:
- Oppositionen i Folketinget har også ønsket en boykot af norske fiskere for at få gang i forhandlingerne, men den slags skal man passe meget på med. Man skal huske på, at der er mange virksomheder i Nordjylland, der er afhængig af at få fisk ind fra Norge, påpeger Arne Boelt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.