Bør krig velsignes?

FELTPRÆSTER:Bør krig velsignes af kirken? Bør soldater og våben? Hvordan er Mesterens utvetydige holdning? Ikke enhver som siger til mig: "Herre, Herre", vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje," sagde Jesus. "Mange vil sige til mig på den dag: "Herre, Herre, har vi ikke... gjort mange kraftige gerninger i dit navn?". Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed." (Matthæus 7:21-23). Gud har i sit hellige ord, Bibelen, tydeligt fortalt, hvad der er Hans vilje. Handler kristenhedens kirker i overensstemmelse med Guds vilje når præster velsigner soldater og våben? Eller "øver de lovløshed", som Jesus sagde? Aftenen før sin død var én af Jesu disciple tæt på at indlede en væbnet konflikt med den hærafdeling der var blevet sendt ud for at arrestere Jesus. Beretningen fortæller at disciplen trak sit sværd og huggede ud efter ypperstepræstens tjener. Men Jesus genoprettede roen med ordene: „Anbring igen dit sværd på dets plads. Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd." Dette er en utvetydige advarsel som alle kan forstå. Har kristenhedens kirker fulgt dette? Eller bærer de en del af ansvaret for de krige der er blevet udkæmpet (og udkæmpes) forskellige steder på jorden? Hér følger et par eksempler på spor, der skræmmer: I Pave Pius XII's hyrdebrev af 8. december 1939, Asperis Commoti Anxietatibus, henvendt til feltpræster i de forskellige hærstyrker i de krigsførende nationer, formanedes feltpræsterne på begge sider til at have tillid til deres respektive militære biskopper, og betragte krigen som en manifestation af en himmelsk Faders vilje der altid vender det onde til det gode. Og til „som stridsmænd under deres lands flag også at kæmpe for kirken". Mere end 500 af disse feltpræster tjente i Hitlers hær. Hvem, om nogen, ville Jesus have givet sin velsignelse? I et brev dateret 6. august 1940 til de tyske biskopper udtrykte Paven sin beundring for katolikker der „loyale lige til døden beviser deres villighed til at dele ofre og lidelser sammen med tyske landsmænd". Men blot ni måneder i forvejen havde paven henvendt et lignende budskab til de franske biskopper, og vejledt dem om at de havde ret til at støtte alle foranstaltninger til at forsvare deres land imod de selv samme „loyale" tyske katolikker! De italienske ærkebiskopper modtog en lignende vejledning lige før Italien sluttede sig til krigen imod de allierede. Hvilket ansvar havde protestantiske præster for det der skete? Bemærk hvad Kirkerådet for Den tyske evangeliske Kirke, den største protestantiske gruppe i Tyskland, telegraferede til Hitler personligt den 30. juni 1941: „Må den almægtige Gud hjælpe Dem og vor nation imod den dobbelte fjende [England og Rusland]. Sejren skal blive vor, og at vinde den må være det vigtigste i vor higen og vore handlinger. I alle sine bønner er kirken med Dem og med vore uforlignelige soldater der nu står i begreb med at udslette roden til denne pest med tunge slag." Mange kan med gru genkalde sig rapporterne fra Rwanda hvor borgerkrig krævede henved 800.000 menneskeliv. Generalsekretæren fra Det Katolske Institut for Internationale Anliggender, Ian Linden, har fremsat følgende indrømmelse i tidsskriftet The Month: „En undersøgelse foretaget af Gruppen for Afrikanske Rettigheder i London, indeholder et eller to eksempler på at lokale ledere fra den katolske og den anglikanske kirke samt baptistkirken var indblandet i, eller undlod at gribe ind over for, militsers drab... Der er ingen tvivl om at et betydeligt antal af fremtrædende kristne i sognene var meddelagtige i nedslagtningen". Hvor ville det være glædeligt, hvis vor tids åndelige vejledere fremholdt samme fredselskende budskab som Mesteren!