Børsting: Skarpheden manglede

Frederik Børsting så mange positive tendenser trods 0-0 mod Silkeborg

Thomas Jasper
Foto: Lars Pauli
Sport 1. april 2017 18:38

SILKEBORG: AaB havde chancerne, men skarpheden manglede foran mål, og derfor måtte man nøjes med 0-0, da Alka Superligaens nedrykningspulje 2 lørdag eftermiddag blev sparket i gang.

Nogenlunde sådan lød opsummeringen fra AaB’s Frederik Børsting efter besøget hos Silkeborg.

- Hidtil i foråret synes jeg, at vi har været gode til at udnytte vores chancer, men skarpheden manglede i dag, og når man ikke kan score, må man jo stille sig tilfreds med 0-0, lyder det fra offensivspilleren.

Skarpheden foran mål manglede, men ellers var der nok af positive tendenser at tage sig med hjem fra Silkeborg.

- Vi lukkede ingen mål ind, og jeg havde heller ikke en følelse af, at de var så tæt på at score. Vi kontrollerede kampen godt, og derfor er det selvfølgelig også ærgerligt, at vi ikke fik tre point med, siger Frederik Børsting, der afviste, at han blev snydt for et straffespark, da han efter fire minutters spil blev bremset af Silkeborgs Simon Jakobsen i feltet.

- Jeg synes ikke, at der var straffe. På en rigtig god dag kunne den måske godt have været dømt, men det var nok en meget fair duel, siger Frederik Børsting.

Han måtte i anden halvleg udgå med en ankelskade, der kommer til at holde ham ude af onsdagens pokalkvartfinale mod FC Midtjylland.

- Den kamp kan jeg nok godt afskrive, og nu når jeg har karantæne i næste superligakamp, giver vi nok anklen en uges ro, så jeg kan komme helt ovenpå igen, siger Frederik Børsting.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...