Bogholder stjal varmeværks penge

Bogholder på Vrå Varmeværk bortvist og meldt til politiet for omfattende underslæb.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bestyrelsen i Vrå Varmeværk har endnu ikke overblik over, hvor mange penge, der mangler i kassen. Men den kvindelige bogholder er meldt til politiet for underslæb.Foto: Kurt Bering

En deltidsansat kvindelig bogholder på Vrå Varmeværk er med øjeblikkelig virkning blevet bortvist fra Varmeværket og meldt til politiet for omfattende underslæb. - Vi har mistanke om et meget stort beløb, måske over én million kroner, siger formand for Vrå Varmeværk, Ivan Larsen. Bogholderen var indtil i sidste uge den eneste ansatte, der havde adgang til varmeværkets konti. Rivende galt Driftlederen skulle imidlertid tjekke nogle betalinger og fik en fuldmagt af bestyrelsen. Her opdagede driftslederen at der var noget rivende galt. - Saldoen stemte ikke med regnskabet fra sidste år, og det var tydeligt, at der var trukket penge til noget, som ikke har med varmeværket at gøre, fortæller Ivan Larsen, der bekræfter at sagen også er meldt til politiet. Han tør endnu ikke sige, om pengene er overført direkte til kvindens privatøkonomi. - Sparekassen Vendsyssel og vores revisor er nu ved at gennemgå pengeoverførslerne for at få et overblik over omfanget, siger Ivan Larsen. Meget ubehageligt - Bogholderen har været ansat i syv-otte år, så jeg kan ikke afvise, at det er foregået i en længere periode, siger Ivan Larsen. Bestyrelsen har ikke selv haft nogen mistanke, før det blev afsløret i sidste uge. - Det er selvfølgelig meget, meget ubehageligt. Hun har deltaget i alle vores bestyrelsesmøder, så det er selvfølgelig en person vi har haft tillid til, lyder det fra formanden. Kom bag på os Tirsdag aften samledes bestyrelsen for at drøfte situationen. Vrå Varmeværk havde sidste år en omsætning på 20 millioner kroner og et overskud på én million kroner. Der er tre ansatte - en driftsleder, en assistent og en bogholder. - Det kom faktisk bag på os, at det kun var bogholderen, der havde adgang til varmeværkets økonomi, konstaterer Ivan Larsen. Ved siden af ansættelsen på Vrå Varmeværk driver kvinden eget bogholderfirma.