NORDJYLLAND: Det franske forsikringsselskab Axa tilbyder nu danske boligejere et alternativ til den lønsikring, som over 150.000 danskere allerede har tegnet i et livsforsikringsselskab gennem deres a-kasse eller fagforening, og som udløser et økonomisk tillæg oven i understøttelsen i tilfælde af arbejdsløshed.
Den nye forsikringsordning - RealKreditForsikring kaldet - ligner på mange punkter de allerede etablerede lønsikringsordninger, som lønmodtagerne allerede tilbydes i dag.
- Men i modsætning til den traditionelle form for lønsikring på det danske arbejdsmarked, der har medlemskabet af en a-kasse som udgangspunkt, så retter Axas forsikringsordning sig mod personer med realkreditlån, fortæller Morten Jeppesen fra selskabet Marsh & McLennan Agency i Virum, der er Axas danske salgsagent.
Tilbyder bredere dækning
Forskellen i medlemskreds mellem de to forsikringsordninger betyder ifølge Morten Jeppesen, at RealKreditForsikring kan tilbydes til en lavere pris og med en bedre dækning end den traditionelle lønsikring.
- Boligejere er i gennemsnit mere økonomisk solide og mindre arbejdsløshedstruede end befolkningen som helhed, og derfor kan vi tilbyde lavere priser end den traditionelle lønsikring, siger Morten Jeppesen.
Ud over de lavere priser kan RealKreditForsikring ifølge Morten Jeppesen tilbyde at dække forsikringstagerne op til en højere alder end den allerede eksisterende lønsikring og at dække indbetaling af restgælden på realkreditgælden i tilfælde af sygdom eller død.