Boliger i stedet for erhvervsbyggeri
Pga. omfartsvej er der ikke behov for erhverv ved Søndergade i Hjallerup
HJALLERUP: Ved Søndergade i Hjallerup skal der opføres boliger i et område, hvor der tidligere var planlagt erhverv.
Brønderslev Byråds økonomiudvalg har godkendt et lokalplanforslag, der nu sendes ud i høring.
Planerne om erhverv er fra dengang Aalborgvej var hovedfærdselsåre mellem Aalborg og Sæby.
Det var dengang ideelt at opføre salgs- og udstillingsbygninger langs Aalborgvej. Efter at motorvejen er etableret, har Aalborgvej ikke længer den samme status. I dag er området præget af boliger. Dog med en enkelt erhvervsbygning.
Muligheden for at opføre nyt erhvervsbyggeri i området er derfor ikke længer relevant.
Borgmester Lene Hansen (S) fortæller, at det areal, der er tale om, ligger i et område, hvor der primært er boliger.
Der lægges op til, at der opføres boliger, så området indpasses til den omkringliggende bebyggelse og bystruktur.
I lokalplanforslaget lægges der op til, at eksisterende læhegn bevares, ligesom der etableres støjafskærmning mellem den ny bebyggelse og Aalborgvej.
- Vi er nødt til at tilpasse os udviklingen, siger borgmester Lene Hansen (S).
Der er i øvrigt fremsat ønske fra beboere i Søndergade, at de ønsker gaden spærret for tung trafik, bortset fra busser. Ønsket begrundes med, at der er ualmindelig meget støj og luftforurening fra køretøjer.
Miljø- og teknikudvalget kan som færdselssikkerhedsudvalget ikke gå ind for ideen. Det begrundes med, at Søndergade er en trafikvej, og trafikken til og fra bymidten med sættevogne fra nord vil kræve ændring af tilkørselsforholdene ved flere supermarkeder på grund af sættevognenes slæbekurver. Beboerne foreslår, at strækningen fra Søndergade spærres fra den sydlige indkørsel til Vestergade. I dette område er der stort set kun boliger, foruden tæppeforretningen og vandværket. Beboernes egen vurdering er, at 95 procent af lastbilerne har ærinde i området fra Vestergade i syd til Østergade i nord, og de foreslår derfor, at lastbilerne kører ind til området via Nørre Allé.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.