Boligselskaber

Boligforening nægter samarbejde med vagtværn

Himmerland Boligforening stærkt utilfredse med tilbud om gratis patruljering i Aalborg Øst

Formand for Himmerland Boligforening fortæller, at man i bestyrelsen har besluttet ikke at samarbejde med det private vagtværn El-Protec. Arkivfoto.
Formand for Himmerland Boligforening fortæller, at man i bestyrelsen har besluttet ikke at samarbejde med det private vagtværn El-Protec. Arkivfoto.

Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:25

AALBORG ØST: - Der bliver ingen aftale mellem vagtfirmaet El-Protec og Himmerland Boligforening.

Det slår bestyrelsesformand i Himmerland Boligforening Ib Fruensgaard nu fast.

Det professionelle vagtfirma El-Protec havde ellers tilbudt at patruljere gratis i Aalborg Øst, med henblik på at få stoppet de mange brande og hærværkssager i området. Det krævede blot et tilsagn fra boligforeningen, men det vil man altså ikke være med til.

Dårlig fremtoning

- Hans (Jens Nygaard Johansen, indehaver af El-Protec, red.) fremtoning og måde at gå frem i avisen, uden at henvende sig til os, gør, at vi ikke vil have noget med ham at gøre, siger bestyrelsesformand Ib Fruensgaard.

Foreningens bestyrelse er især blevet stødt over den måde, forslaget blev fremlagt.

- Den måde, han stillede sig op og reklamerede med, at han ville gøre det gratis af barmhjertighed, det var kun et reklamestunt. Det var vi ikke i tvivl om, siger bestyrelsesformanden.

Ifølge ham bliver der ikke behov for at indgå lignende aftaler lige foreløbigt.

- Vi har det vagtværn, vi skal bruge i foreningen, konkluderer han.

Går efter spilleren

Jens Nygaard Johansen kunne fredag eftermiddag kun trække på skulderen over Himmerland Boligforenings udmelding.

- Jeg har altid betragtet Ib Fruensgaard som en respektabel herre og en professionel person. Jeg synes, det er ærgerligt, at han bliver personlig og går efter spilleren og ikke bolden, siger indehaveren af El-Protec.

Han forklarer, at vagtfirmaet tidligere har kontaktet driftschef Jørn Juul, men at de aldrig har fået svar på deres henvendelser til boligforeningen.

- Vi har slet ikke hørt fra dem. Hvis de har taget det op og besluttet, at de ikke er interesserede, kunne de bare sige nej tak, siger Jens Nygaard Johansen.

Ikke et reklamestunt

At der skulle være tale om et reklamestunt, afviser han fuldstændig.

- Nej, det er absolut ikke et reklamestunt. Vi er kommet med tilbuddet, fordi vi har nogle resurser i overskud og gerne vil gøre Aalborg Øst til et trygt sted at færdes, siger han, og tilføjer:

- Det er en håndsrækning til det område, vi selv driver virksomhed i, og hvor der er en del utryghed blandt beboerne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden