Boligforeninger: Der er ikke plads til flere
Borgmester overrasket over fælles udmelding fra de to lokale boligforeninger.
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:39
BRØNDERSLEV: Hvis der bygges flere almene boliger i Brønderslev nu, kommer der til at stå lejligheder tomme.
Det skriver Boligforeningen PM og Boligforeningen Fredensbo i en fælles henvendelse til Brønderslevs borgmester Lene Hansen (S) og kommunaldirektør Søren Steensen.
Kommunen har hidtil opgjort behovet til 156 nye etageboliger frem til 2027 - baseret på vurderinger fra de lokale boligforeninger og ejendomsmæglere.
Men på baggrund af Boligforeningen Nordjyllands ønske om at bygge 46 nye almene boliger i Vestergårdsgade, skriver de to lokale boligforeninger:
Udsigt til lejeledighed
”Vi ønsker ikke på nogen måde at stoppe en udvikling, der er et politisk ønske om at gennemføre, hvorfor vi ikke vil lave en indsigelse imod lokalplanen. Vores budskab er alene, at opførelse af flere almene boliger i det planlagte omfang og på nuværende tidspunkt kan give lejeledighed i alle organisationer i byen”.
Borgmester Lene Hansen er forbløffet over udmeldingen fra Fredensbo og PM.
- Argumenterne er nye og overraskende. Hver eneste gang vi har spurgt dem, har vi fået det svar, at der er rum til flere boliger, siger hun.
Forretningsmæssigt skøn
- Hvis Boligforeningen Nordjylland tror på, at der er behov for flere boliger, må jeg gå ud fra at det hviler på et forretningsmæssigt skøn, siger borgmesteren.
Hun læser et andet budskab mellem linjerne i brevet fra de to boligforeninger.
- Jeg ser det som et forsøg på at værge for sig. Der er kommet udefrakommende konkurrence, og det er jo aldrig rart, siger Lene Hansen.
Formændene for PM og Fredensbo siger til NORDJYSKE, at de aldrig er blevet spurgt om behovet for nye almene boliger i Brønderslev.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.