Boligselskab ønsker svar

Nørresundby Boligselskab kræver grundig opfølgning og flere prøver på eternitgrunden.

Siden 2008 er der blevet bygget og flyttet jord på eternitgrunden. Meget af nybyggeriet er almene boliger. Arkivfoto: Michael Koch <i>Pressefotograf Michael Koch</i>

Siden 2008 er der blevet bygget og flyttet jord på eternitgrunden. Meget af nybyggeriet er almene boliger. Arkivfoto: Michael Koch Pressefotograf Michael Koch

AALBORG:Nørresundby Boligselskab kræver nu, at der bliver taget yderligere prøver for asbest på eternitgrunden i Aalborg. Asbest er kendt for at kunne føre til alvorlige lungesygdomme og indgik i mange år i produktionen af tagplader.

Onsdag var Arbejdstilsynet på uanmeldt besøg på området og udskrev et strakspåbud, fordi der blev transporteret muligt forurenet jord rundt på grunden, uden at sikkerhedsprocedurerne var overholdt.

- Vi er nødt til at stille spørgsmål ved det her, og vi har jo kun myndighederne - kommunen - at spille bold op af. Når Arbejdstilsynet udsteder et strakspåbud, gør de det jo ikke for sjov. Vi vil bede om, at der bliver taget yderligere prøver, så vi kan være sikker på, at entreprenøren, som bygger på nabogrunden, overholder påbud, siger direktør Lars Emborg fra Nørresundby Boligselskab.

Han kalder det træls, at denne sag nu dukker op, men mener, at myndighederne fra starten har gjort store anstrengelser for at sikre, at asbestforurening ikke skulle blive et problem, når området ændres fra industri til bolig- og butiksformål. Oven i købet under navnet eternitgrunden.

- Netop på grund af historien har det været vigtigt at have stor fokus på, hvordan jorden bliver håndteret, og der har efter min opfattelse været styr på det. Vi har for eksempel selv betalt ekstra for en jordbehandlingsrapport, der viser, at der er ført tilsyn med, at arbejdet er udført efter de anvisninger, som er udstukket. Derfor er det ærgerligt, hvis en enkelt sag om transport af jord går hen og ødelægger billedet, siger Lars Emborg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.