Bombeangreb dræber mindst seks under julefejring i DR Congo

Myndigheder i DR Congo er i gang med at efterforske et bombeangreb på en restaurant i byen Beni.

En selvmordsbomber har dræbt mindst seks mennesker i et angreb på en restaurant i det østlige DR Congo lørdag.

Det oplyser lokale embedsmænd.

Mere end 30 mennesker var samlet for at fejre jul i restauranten In Box, da bomben sprang i byen Beni, fortæller øjenvidner.

Kort efter at bomben gik af, kunne der høres kraftige skud, og panikslagne mennesker flygtede fra byens centrum.

Billeder fra stedet viser flere livløse kroppe blandt resterne af grønne plastikstole, borde og glas uden for restauranten.

Byens borgmester siger, at mindst to af ofrene er børn.

- Efterforskningen er i gang for at finde gerningsmændene til dette terrorangreb, siger borgmester Narcisse Muteba Kashela.

Han oplyser videre, at 13 mennesker er blevet bragt på hospitalet efter hændelsen.

Byen Beni har længe været genstand for angreb fra oprørere fra ADF-militsen.

ADF stammer fra Uganda, men etablerede sig i DR Congo i 1995 og har fået skylden for drab på tusindvis af civile i landet.

/ritzau/AFP