Skolevæsen

Bombetrussel lukkede Tech College overalt

Bombetrussel mod skolen, der har afdelinger flere steder i Nordjylland. Eksaminer måtte aflyses

Politiet afspærrede omgående alle indgange til Tech College. Foto: Lars Pauli
Politiet afspærrede omgående alle indgange til Tech College. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 21:12

NORDJYLAND: Tech College Aalborg blev torsdag eftermiddag udsat for en bombetrussel, og flere tusinde elever blev sendt hjem.

Det bekræfter Nordjyllands Politi.

- Bombetruslen blev indtelefoneret på et nummer, der dækker flere afdelinger af Tech College, og vi har sammen med skolens ledelse besluttet at lukke alle afdelinger af skolen, da truslen ikke rettede sig specifikt mod en af skolens afdelinger siger vagtchef Poul Badsberg.

Flere afdelinger lukket

Derfor er det ikke alene Tech College på Øster Uttrup Vej men også de øvrige afdelinger i blandt andet Nørresundby, Aalborg og Hadsund, der torsdag blev lukket.

På Tech College på Øster Uttrupvej betød bombetruslen, at mundtlige eksaminer blev afbrudt.

- Vi blev informeret om, at der var blevet indtelefoneret en bombetrussel mod skolen, og så blev vi bedt om at forlade bygningerne, fortæller Jacob Iversen, der er elev på Tech College Aalborg.

Han oplyser, at det vrimler med politi på området omkring skolen, og at det hele er blevet afspærret af politiet, der er til stede med både motorcykelbetjente og fire-fem patruljevogne, som sikrer at ingen nærmer sig bygningen.

Skolen lukket for i dag

- De fleste elever er taget hjem, men der står da nogle af eleverne herude endnu, siger Jacob Iversen.

Journalist Arne Mathiesen fra Tech Colleges afdeling for kommunikation og marketing fortæller, at skolen i samråd med politiet har besluttet at lukke skolen og sende eleverne hjem for i dag.

- Bombetruslen blev indtelefoneret ved godt 13-tiden, og politiet er nu ved at forsøge at spore et telefonnummer for at finde ud af hvor reel bombetruslen er, fortæller Arne Mathiesen.

Lukker ned overalt

Vagtchef Politi Poul Badsberg vil ikke kommentere politiets efterforskning, men vurderer, at det ikke bliver nødvendigt at finkæmme samtlige skolens bygninger.

- Vi afventer de efterforskningsmæssige skridt, vi tager nu, og så vurderer vi situationen løbende. Men vi regner med, at skolerne kan genoptage undervisningen igen fredag.

Tech Olympic

Arne Mathiesen oplyser, at skolens elever på grundforløbet ellers var i gang med en konkurrence kaldet Tech Olympic, hvor 24 grundskoleklasser var i konkurrence med hinanden, og det hele skulle munde ud i en slags fredagsbar om torsdagen.

- Eleverne og skolen havde lagt et stort arbejde i arrangementet, og øllene var lagt på køl, så det er da ærgerligt det her, konstaterer Arne Mathiesen.

Her er der lukket

Følgende afdelinger i Aalborg er lukket:

Construction College, Technology College og Medie College, på Øster Uttrup Vej.

Food College, Style & Wellness College, og Dental College på Rørdalsvej.

Metal College på Sigrid Undsets Vej. Agri College på Struervej. Auto College i Nørresundby og HTX på C. A. Olesens Gade.

Desuden er Tech College i Hadsund lukket torsdag.

Åbent igen fredag

Aftenens vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, forventer, at eleverne godt kan komme i skole fredag.

Politiet efterforsker fortsat, hvem der står bag bombetruslen, men der bliver ikke brugt ressourcer på at eftersøge Tech Colleges mange afdelinger.

- Vi foretager ikke yderligere eftersøgning på skolerne, oplyser Bent Højgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden