Skipper tog fejl af indsejlingen: Bomtrawler gik på grund
Skipper troede, at hul i molen var indsejlingen til Hanstholm Havn
Opdateret kl. 12:31
HANSTHOLM: Skipperen på en belgisk bomtrawler fik sig lidt af en forskrækkelse, da det, som han troede var indsejlingen til Hanstholm Havn, viste sig at være et hul i den ufærdige østmole.
Skipperen havde taget fejl af de gule markeringer, som tydeligt viser, hvor indsejlingen til havnen er.
Det fortæller stationsleder og bådfører Morten Olsen fra Hanstholm Redningsstation, efter de havde fået et alarmopkald klokken 9.02 onsdag formiddag.
- De to moler møder ikke hinanden endnu, men på bunden i kun to meters dybde ligger der en masse store kampesten og sand, der er blevet kastet ned, siger Morten Olsen, som så bomtrawleren gå på grund oppe fra frokoststuen på redningsstationen.
- Vi så ham sejle på, så vi var hurtigt ude, siger han.
Stationen sendte både den store og den lille redningsbåd af sted. Bomtrawleren kom dog fri ved egen kraft, og stationslederen oplyser, at der hverken er trængt vand ind eller kommet olie ud.
- Det kunne være gået meget galt, så han slap med skrækken, men havde vejret været dårligt, havde det nok set anderledes ud, fortæller Morten Olsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.