Bond-show på Nordmors
Ullerup Hovedgård lægger park til koncertshowet "License to Spy" lørdag 9. juni
ULLERUP: Der er langt fra James Bond-filmenes verden af smarte biler, drinks og damer til græsplænen bag Ullerup Hovedgård på Nordmors. Men ikke desto mindre danner parken lørdag 9. juni rammen om et koncertshow med den kendte Agent 007 som tema.
"Licence to Spy" - The Concert er et nyt show, som i dans, sang og scenografi vil præsentere et udvalg af de klassiske temasange fra de omkring 25 Bond-film, der synes at være uopslidelige i såvel biografer som på tv.
Det er Ullerup Hovedgårds ejerpar, Hanne og Esben Toft, som har sagt: "Vi gør det!"
- Arrangøren og sangeren Michaell Colin ringede til mig en dag og spurgte, om vi kunne være interesserede i at være værter for hans nye show. Han havde aldrig været her, men havde fundet os via vores hjemmeside. Vi syntes, det lød spændende, for det er noget andet end de mange slotskoncerter og musicals, der præsenteres rundt omkring hver sommer, siger Hanne Toft.
De lod sig også overbevise af Michaell Colins sang. Han har kørt med et Elvis show i mange år, og han bliver showets hovedkraft.
- Efter spisningen er der koncert i to gange 45 minutter. Efter en pause spilles der op til dans, og det er også her Michaell Colin, som synger alle mulige hits fra 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne, gerne på opfordring. Han kan sætte gang i en fest, det er umuligt at sidde stille på stolen, siger Hanne Toft.
Ægteparret løber selv den økonomiske risiko ved James Bond-arrangementet, hvor billetterne udelukkende sælges som pakketilbud med spisning, koncert og dans.
- Vi skal gerne have omkring 400 gæster, og det ville da være dejligt, hvis der kommer flere. det er blot et spørgsmål om, hvor stort teltet skal være, for der er plads nok på plænen, siger Esben Toft.
De første billetter er solgt.
- Det skal nok blive godt. Alle gæster får en velkomstdrink, når de kommer ind i huset. Forinden vil de kunne beundre en udstilling af Aston Martin modeller på gårdspladsen, siger Esben Toft.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.