Borgere købte selv en hjertestarter
Arup Sogns Beboerforening arrangerer også førstehjælpskurser

Der er i øjeblikket 69 registrerede hjertestartere i Thisted Kommune, fremgår det TrygFondens hjemmeside www.hjertestarter.dk. På hjemmesiden kan man få oplyst den nøjagtige placering for hvert enkelt apparat og læse, om hjertestarteren er tilgængelig døgnet rundt eller ej. Man kan også downloade en app, der kan vise det samme. Arkivfoto Pressefotograf Klaus Madsen
AMTOFT:- Nu er Amtoft også kommet på landkortet, når det gælder hjertestarter.
Det fastslår en stolt Ruth Kristensen, formand for Arup Sogns Beboerforening. Stolt, fordi borgerne i Arup og Amtoft selv har skillinget sammen til at købe hjertestarteren og samtidig talstærkt melder sig til kurser i førstehjælp.
Hjertestarteren har siden december været at finde i toiletbygningen ved Kwik Spar på havnen i Amtoft. Den er også blevet registreret på TrygFondens hjemmeside www.hjertestarter.dk, så enhver kan se, at en af de i alt 69 hjertestartere i Thisted Kommune befinder sig i Amtoft.
Allerede for et år siden afholdt Arup Sogns Beboerforening i samarbejde med kørelærer Steen Larsen kurser i hjerte-lungeredning for omkring 40 personer. Ved den lejlighed fik deltagerne også demonstreret en hjertestarter.
Foreningen sendte efterfølgende en ansøgning til TrygFonden for at høre, om de ville donere en hjertestarter til Amtoft.
- Ansøgningen blev desværre ikke imødekommet. Ikke fordi det ikke var relevant med en hjertestarter i vores område, men fordi TrygFonden ikke kan imødekomme alle ansøgninger, fortæller Ruth Kristensen og fortsætter:
- Historien kunne så være sluttet her, men i Amtoft og Arup valgte vi i stedet at tage sagen i egen hånd.
Beboerforeningen gik i gang med at forhøre sig om, hvorvidt borgerne ville være villige til selv at betale for en hjertestarter.
- Opbakningen fra lokalbefolkningen viste sig at være overvældende, og i løbet af ganske kort tid havde beboerforeningen indsamlet så mange penge, at vi kunne købe en hjertestarter, siger Ruth Kristensen og tilføjer:
- Og ikke nok med det. Vi fik endda så mange penge ind, at vi har råd til servicering og driftsomkostninger de næste ti år.
Hjertestarteren er indkøbt ved Thisted Brandvæsen og skulle efter sigende være meget brugervenlig. Ruth Kristensen oplyser, at Falck har mulighed for at kontakte købmand Benny Gade, der vil køre af sted med hjertestarten, hvis hjælpen kommer hurtigst frem på den måde.
5. og 12. marts er Beboerforeningen og kørelærer Steen Larsen klar med nye kurser i førstehjælp, hvor deltagerne kan få lov at øve sig på en demonstrationshjertestarter, der er udlånt af Thisted Brandvæsen.
- Jeg ved, at der er nogle naboer i et område, som har sagt, at de samlet vil melde sig til kurset, så de bedre bliver i stand til at kunne redde hinanden, fortæller Ruth Kristensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.