Borgerne skal kunne møde ny borgmester
Birgit Hansen vil være en synlig og imødekommende borgmester - træffetid genindføres
FREDERIKSHAVN: Birgit Hansen bliver den første kvindelige borgmester i Frederikshavn Kommune, og der bliver fra dag 1 tale om et stilskifte, også på andre områder.
- En borgmester skal være synlig. Jeg vil ud og møde kommunens borgere, ud og snakke med folk - og mit største problem er måske, at jeg har svært ved at sige nej til en invitation.
Fast træffetid hver måned
Birgit Hansen starter sin borgmestertid med at genindføre fast træffetid med borgmesteren. Én gang om måneden på hver af de tre rådhuse i Sæby, Skagen og Frederikshavn. En tradition, Erik Sørensen startede, da storkommunen blev en realitet i 2007, men som Birgit Hansens forgænger, Lars Møller, afskaffede.
- Borgerne skal kunne komme og tale ansigt til ansigt med deres borgmester. Jeg vil være imødekommende, og jeg vil med til alle de ting, jeg overhovedet kan overkomme: 100-års fødselsdage, 1. spadestik, indvielser og så videre. Jeg ved, at det betyder noget for dem, der inviterer, at borgmesteren stiller op, siger Birgit Hansen.
Vil vide, hvad der foregår
Hun starter den 2. januar med at tage rundt på de tre rådhuse og sige godt nytår til medarbejderne og vil i de første uger rundt og besøge samtlige kommunale institutioner og arbejdspladser.
- Jeg starter med at besøge Ejendomscenteret. Medarbejdere og ledere har været igennem en stor fusion, og jeg tror, der er behov for at stoppe op og evaluere, om det nu er det rigtige, vi har gjort og se på, om der er noget, vi kan gøre bedre.
- Det samme gælder Borgersevice og bibliotekerne, der er lagt sammen. Jeg har brug for at vide, om det fungerer, som det skal, og det gælder også de andre arbejdspladser.
- Jeg vil vide, hvad der foregår derude, og medarbejderne skal kunne henvende sig til borgmesteren, hvis de har noget, de synes, jeg skal vide. Dialog og samarbejde er vejen frem.
- Jeg vil gå forrest, for det er det, en borgmester skal. Jeg vil være en synlig borgmester, der er borgmester for hele vores lange, dejlige kommune, siger Birgit Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.