Skolevæsen

Borgmester: Folk bestemmer selv

Måske skal kommunen selv bruge skolebygninger - hvis ikke sælger borgmester dem gerne

Borgmester Mikael Klitgaard (V). Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Borgmester Mikael Klitgaard (V). Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SERRITSLEV/AGERSTED:Borgmester Mikael Klitgaard (V) er nogenlunde positiv overfor, at der er planer om at etablere friskoler i Agersted og Serritslev, hvor byrådet har planer om at lukke folkeskolerne til august 2015.

I begge byer arbejder folk på sagen, og begge har samlet penge ind og er klar med en anmeldelse af en friskole.

- Grundlæggende så har jeg den idé, at hvis folk vil have en friskole, så bestemmer de selv det. Problemet i, at der ikke er så mange børn, det har de også med friskolerne. Men hvis de har mod på at prøve kræfter med en friskole, så er det fint for min skyld, siger han.

Børne- og skoleudvalgsformand Lone Birkmose Lex (V) er på samme linje:

- Jeg synes, det er spændende, at der er så stor opbakning og så godt initiativ omkring det, siger hun og peger på, at man netop har været tidligt ude, så friskolemuligheden stod åben.

Hos S siger gruppeformand Arne M. Jensen til friskoleplanerne:

- Det kommer ikke som nogen overraskelse, at der er nogen, der arbejder med de tanker. Men vi kunne måske godt forestille os, at der var nogle af de bygninger, der formodentlig bliver ledige, som vi kan bruge til andre ting i kommunalt regi. Vi har jo nogle steder, hvor bygninger og lokaler ikke er så gode som dem, vi forlader, så derfor skal vi diskutere godt og grundigt, om der er noget, vi selv skal bruge dem til, inden vi sælger eller lejer dem ud, siger Arne M. Jensen.

Serritslev-borgerne vil gerne overtage skolen og har bedt om et møde herom.

Mikael Klitgaard kan heller ikke pt sige, hvordan han vil stille sig til det.

- Nej, det ved jeg ikke. Det er en vurdering, om vi skal bruge bygningerne eller ej. Hvis ikke vi skal bruge dem, så er det min personlige indstilling, at jeg ikke anser det som et problem at sælge dem til en friskole, siger han.

Lone Birkmose Lex oplyser, at børne- og skoleudvalget pt ikke har planlagt noget med bygningerne.

- Men det er jo først fra sommeren 2015, og vi sidder og kigger på en masterplan for skoleområdet nu.

Sidst en folkeskole i Brønderslev Kommune blev lukket, var i 1988 i Stenum. Her kom en friskole, og kræfterne bag den overtog skolebygningen for en krone.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst