Borgmester med solidt flertal
Venstre med i rød konstituering - 26 mandater bakker Birgit Hansen op som borgmester
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune undgik ”de lange knives nat”, og borgerne kan nu se frem til fire år med en rød borgmester med et solidt, bredt flertal bag sig. Og ro på bagsmækken.
Birgit S. Hansen (S) bliver ny borgmester. Socialdemokraternes egne 14 mandater får støtte af SFs ene mandat, Christina Lykke Eriksen, samt Enhedslistens Ida Skov.
Derudover kan Birgit Hansen & Co. tælle Venstres 10 mandater med, så det ender med en konstituering med 26 af byrådets 31 mandater.
DF og K udenfor
Kun Dansk Folkepartis fire og Konservatives Peter E. Nielsen kom ikke ind i varmen.
Dansk Folkeparti bød sig til, da klokken havde passeret midnat, men da var løbet kørt. Enhedslisten spændte ben for DF’s deltagelse i konstitueringen.
Venstre blokerede for Konservative og fik dermed eftertrykkeligt sagt ”tak for sidst” til Peter E. Nielsen, som i valgkampens hektiske slutspurt undsagde Lars Møller som borgmester.
Møller viceborgmester
Det nye flertal har lagt kabalen og fordelt udvalgsformandspladserne og de vigtigste bestyrelsespladser imellem sig.
Lars Møller (V) abdicerer og rykker én plads ned som 1. viceborgmester.
Socialdemokraterne tager selv formandsposterne i arbejdsmarkedsudvalget, plan- og miljøudvalget og socialudvalget.
Fire formandsposter
Christina Lykke Eriksen fortsætter som formand for børne- og ungdomsudvalget.
Ida Skov (EL) får en plads i økonomiudvalget og sandsynligvis en stol i B&U.
Venstre tager fire formandsposter samt Frederikshavn Forsyning.
Mangler navne
Kultur- og fritidsudvalget, sundhedsudvalget, distriktsudvalget samt teknisk udvalg får en venstremand som formand.
Desuden adskilles teknisk udvalg og Frederikshavn Forsyning. I dag udgør teknisk udvalg bestyrelsen i Forsyningen, men tanken er, at forsyningsselskaberne fremover skal ledes af en professionel bestyrelse på samme måde som havnebestyrelserne i Skagen Havn og Frederikshavn Havn.
Navnene på de enkelte udvalgsformænd samt menige udvalgsmedlemmer er endnu ikke ikke på plads.