Borgmester skal have tjekket helbredet
Mogens Jespersen går forrest, når Mariagerfjords mænd skal måles og vejes
MARIAGERFJORD: Når Mariagerfjord Kommune i uge 24 sætter fokus på mænds sundhed i forbindelse med den internationale ”Men’s Health Week”, går borgmester Mogens Jespersen forrest.
Som optakt til sundhedsugen får han på Sundhedscenteret i Hadsund foretaget et sundhedstjek og får i den forbindelse blandt andet målt blodtryk, BMI og vægt.
Mariagerfjord Kommune har offentliggjort resultaterne af en sundhedsundersøgelse. Undersøgelsen viste blandt andet, at kommunen har flere mænd end kvinder og at cirka 15 procent af mændene der deltog i undersøgelsen, vurderede deres helbred som mindre godt eller dårligt.
Ifølge Sygeplejerske Elsebeth Østergaard, Mariagerfjord Kommune, er det mænd som dem, Men’s Health Week forsøger at skabe kontakt med.
- Vi ved, at mænd i Danmark fortsat lever 4-5 år kortere end kvinderne. Det vil vi gerne ændre på, og et sundhedstjek kan give store helbredsmæssige gevinster, for på den måde kan eventuelle sygdomme opdages og behandles tidligt i forløbet, forklarer hun.
Men’s Health Week foregår i uge 24 i kommuner landet over. Personale fra Sundhed og Træning har som kick-off inviteret mændene fra Mariagerfjord Kommunes Byråd til sundhedstjek og håber, det vil virke som inspiration for andre mænd i kommunen.
Lørdag 14. juni kl. 10-14 er mænd i kommunen så inviteret til at få et sundhedstjek ved Hobro Idrætscenter. Personalet fra Sundhed og Træning har en stand under Mariagerfjord Games, hvor alle – kvit og frit – kan få målt blodtryk, BMI og vægt, tage en konditest og få en kort samtale om røg, kost- og motionsvaner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.