Borgmester: - Vi er sendt til tælling
Fjerkræslagteris massefyringer kommer oven i lukning af svineslagteri for få måneder. Borgmester frygter, at det vil gå ud over kommunens indbyggertal
Opdateret kl. 14:32
JAMMERBUGT: I august besluttede svineslagteriet Tican at lukke i Fjerritslev og sige farvel til 160 medarbejdere. Fjerkræslagteriet HKScan Denmark afskediger nu op mod 125 medarbejdere i Skovsgaard, på grund af overkapacitet. Pakkeriet bevares indtil videre i Skovsgaard, hvilket betyder at 50 medarbejdere beholder jobbet.
Med afskedigelsen af de mange slagteriarbejdere er det nu op mod 300 job, der forlader Jammerbugt i løbet af få måneder. Det er et hårdt slag for arbejdsstyrken, der i forvejen har problemer med at finde lokal beskæftigelse og for kommunen, der i forvejen har vigende indbyggertal, erkender borgmesteren:
- Vi er sendt til tælling. Det er meget trist for alle. Jeg kan frygte, at det ikke fører til øget tilflytning. Uden arbejdspladser, flytter man ikke til vores område, siger Mogens Gade.
Medarbejderne fra Tican i Fjerritslev er i øjeblikket i samarbejde med fagforening, virksomheden og kommunen i færd med at blive omskolet, efteruddannet eller søge andet arbejde. Det samme skal ske for de 125 medarbejdere i Skovsgaard. Borgmesteren håber, det vil lykkes at få de fleste i gang igen og fremhæver, at Jammerbugt er gode til opgaven, da det er den kommune, der har haft størst nedgang i antallet af ledige forsikrede i de seneste tal fra Arbejdsmarkedsrådet.
Alt ser da heller ikke sort ud. Milliardkoncernen Cobham Satcom etablerede sig sidste år i Pandrup i det tidligere Aquilon Messecenter og har skabt mange nye jobs her. Det skete efter at lokalerne i fem år ikke havde været anvendt til industriel produktion. Borgmesteren håber, at flere store virksomheder vil få øje på kommunens kvaliteter og få lyst til at etablere sig i Ticans gamle lokaler eller i de ledige produktionslokaler hos HKScan Denmark.
- Vi var heldige med Cobham Satcom, men det sker ikke hvert år. Nogen gange kan tingene tage rigtigt lang tid, siger borgmester Mogens Gade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.