Borgmesteren sendte VEB tilbage i ligaen
Vendsyssel Elite Badminton er tilbage i landets bedste række efter udesejr i Ikast
IKAST: Der var spænding til det sidste tirsdag aften, hvor Ikast tabte 2-4 til Vendsyssel Elite Badminton (VEB) i kvalifikationsspillet til Badmintonligaen.
Gæsterne fra Frederikshavn kunne sikre sig endnu en sæson i landets bedste række med en sejr, og den sikrede førstesinglen Peter Mikkelsen, der også kaldes ”Borgmesteren”, med en sejr i fem sæt over hjemmeholdets Victor Svendsen.
De øvrige fem kampe var alle blevet afgjort i tre sæt. Hjemmeholdets Kristina Gavnholt vandt sikkert over Katarina Galenic i damesingle, men Zvonimir Durkinjak og Stasa Poznanovic udlignede matchen ved at besejre Philip Seerup og Emilie Furbo i mixeddouble.
Udskældte Ville Lång gav VEB føringen, da han slog Mads Emil Kristensen i herresingle, men Ikast kom tilbage på 2-2, da Sune Gavnholt og Lasse Mølhede besejrede Zvonimir Hölbing og Martin Kragh i herredouble.
Eva Lee og Paula Lynn Obanana sikrede efterfølgende VEB en matchbold ved at slå Simone Prutsch og Trine Villadsen i damedouble, og så kunne førstesinglen Peter Mikkelsen afgøre det hele.
Borgmesteren vandt første sæt, men Victor Svendsen snuppede de to efterfølgende, og Peter Mikkelsen var derfor tvunget til at vinde fjerde sæt. Det gjorde han, og selvom Victor Svendsen førte an i femte og afgørende sæt, endte det 8-11 i Peter Mikkelsens favør.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.