Borgmestre: Broreparation for langsom
Vendsyssels borgmestre har sammen sendt et brev til transportministeren for at klage over for langsom reparation af jernbanebroen.
De fire borgmestre i Vendsyssel er særdeles utilfredse med, at arbejdet med at reparere jernbanebroen over Limfjorden endnu ikke er startet her en måned efter påsejlingen. - Vi er ret målløse over, at man ikke er gået i gang endnu. Vendsyssel bliver meget isoleret af det her og det giver store gener for mange borgere, siger Lene Hansen(S), der er borgmester i Brønderslev. Hun har sammen med borgmesterkollegerne Mogens Gade(V) i Jammerbugt, Lars Møller(V) i Frederikshavn og Arne Boelt(S) i Hjørring sendt et klagebrev til transportminister Henrik Dam Kristensen. - Vi vil gerne have en dialog med ham og forklare, hvor store problemer det giver i Vendsyssel, at der ikke kører tog. Vi vil meget gerne have en fremrykning af reparationsarbejdet, fortæller Lene Hansen. Forstår frustration Transportministeren var ikke selv tilgængelig for kommentarer, men Bane Danmark, der er ansvarlig for arbejdet, kan godt forstå borgmestrenes frustration. - Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at de er meget generede. Men de må også stole på, at vi har det samme mål. Nemlig at få normaliseret togtrafikken hurtigst muligt, siger sektionschef i Bane Danmark Helle Bøhl Møller. - Det er en meget kompliceret opgave og vi var simpelthen nødt til at lave grundige undersøgelser, før vi gik i gang. Ellers kunne vi være ret sikre på, at noget ville gå galt og så ville det tage endnu længere tid, fortæller hun. Borgmestrene havde også opfordret til, at udbuddet af reparationsopgaverne blev fremskyndet, når nu den ødelagte bro har så store konsekvenser for deres landsdel. Men inden for lovens rammer har det ikke været muligt, lyder det fra sektionschefen. - Vi har fremskyndet udbudsprocessen så meget vi kunne, så den slutter 1. maj. Hurtigere kunne det simpelthen ikke lade sig gøre. Manglende dialog De berørte borgmestre udbad sig også bedre dialog med både ministeren og Bane Danmark. - Det har været en meget lukket dialog. Vi ville gerne have været taget med på råd og fået en chance for at understrege betydningen af infrastrukturen hos os, forklarer Lene Hansen. Men heller ikke denne kritik giver grund til selvransagelse hos Bane Danmark. - Hvis de føler, at de ikke er taget med på råd, er det sikkert rigtigt. Men jeg er heller ikke sikker på, at borgmestrene kunne bidrage væsentligt til den proces. De må stole på, at vi gør alt for at få det genoprettet togtrafikken hurtigst muligt, siger Helle Bøhl Møller. Han oplyser desuden, at Bane Danmark foreløbig holder fast i den oprindelige projektion om et halvt år uden togtrafik fra påsejlingen 28. marts. - Men det er vejledende. Når vi får sat navn på, hvem der skal stå for arbejdet, kan vi komme med en mere nøjagtig tidsplan.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.