Advokatvirksomhed

Bortvist sekretær får halv million kroner

Advokatfirma i Thisted dømt til at betale erstatning for uberettiget bortvisning

Et øget arbejdspres kan føre til, at man begår flere fejl. Men det er ikke grund nok til, at man kan blive bortvist, fastslår landsretten. Modelfoto: Morten Dueholm.

Et øget arbejdspres kan føre til, at man begår flere fejl. Men det er ikke grund nok til, at man kan blive bortvist, fastslår landsretten. Modelfoto: Morten Dueholm.

THISTED:Det var ikke i orden, da advokatfirmaet Haumann & Fastrup, Thisted, i begyndelsen af 2011 bortviste sin advokatsekretær gennem 35 år.

Det har Vestre Landsret givet HK Nordjylland medhold i. Advokatfirmaet må derfor betale mere end en halv million kroner i erstatning til sin tidligere medarbejder og i sagsomkostninger.

Den bortviste advokatsekretær havde gennem sine 35 år på arbejdspladsen aldrig modtaget klager eller påtaler for sit arbejde og blev opfattet som en yderst pligtopfyldende medarbejder.

En personalenedskæring i 2008 betød imidlertid, at hun ud over sit eget arbejde også måtte overtage en afskediget medarbejders opgaver. Herefter begyndte det at gå skævt. Sager blev glemt, der skete fejl og uarkiverede sager hobede sig op.

Selv om advokatsekretæren flere gange ved medarbejdersamtaler forsøgte at gøre sin arbejdsgiver opmærksom på arbejdspresset, blev det ikke fulgt op.

Den uholdbare situation endte med en bortvisning, og den gik kvinden og HK Nordjylland til retten med.

Byretten i Holstebro fandt, at bortvisningen var uberettiget. Den dom ankede advokatfirmaet til Landsretten, som imidlertid nåede til samme resultat som byretten - dog med den forskel, at det ville have været i orden at afskedige sekretæren på normal vis.

Da bortvisningen var uberettiget, skal arbejdsgiveren derfor betale løn i opsigelsesperioden. Det er den sum, der med renter og sagsomkostninger nu er løbet op i en halv million kroner.

For HK er sagen principiel, fordi den handler om, hvorvidt det er arbejdsgiverens eller en ansats ansvar, når der sker fejl som følge af øget arbejdspres.

- Vi mener, at arbejdsgivere har pligt til at sikre sig, at medarbejderne kan klare deres arbejdsopgaver, og at de kan holde til et eventuelt ekstra arbejdspres, siger faglig konsulent i HK/Privat Nordjylland Poul Henrik Kusk Kristensen.

- Det er en ulykkelig sag for alle. Derudover har jeg ingen kommentarer, siger advokat Lauge Fastrup, indehaver af Haumann & Laustrup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst