Brændeafgift kan smadre hans forretning
Tommy Bruus-Jensen frygter, at ny afgift på brænde kan få kunderne til at forsvinde
VODSKOV: Hvis prisen på brænde bliver fordoblet, vil det formentlig ødelægge Tommy Bruus-Jensens virksomhed, som han har bygget op gennem otte år.
Skatteministeriet har i øjeblikket et lovforslag i høring, som vil pålægge brændesalget til de 750.000 danske pejse og brændeovne en betydelig afgift.
Prisen på brændet vil omtrent blive fordoblet. Ifølge Dansk Skovforening vil en rummeter bøgetræ leveret ved skovvej stige med 80 procent fra 346 kroner til 621 kroner, mens gran- og fyrrebrænde stiger med næsten 100 procent fra 230 kroner til 456 kroner.
- Jeg har knoklet i otte år for at opbygge min forretning, men min forventning er helt klart, at det her kommer til at lukke os, siger Tommy Bruus-Jensen, som for otte år siden etablerede virksomheden Dansk Brændesalg i Vodskov.
- Allerede nu har mindst halvdelen af vores kunder tilkendegivet, at de ikke vil købe brænde, hvis priserne stiger som planlagt, og så vil jeg ikke kunne drive virksomheden videre, siger Tommy Bruus-Jensen.
Hul i statskassen
Afgiften lægges på alt såkaldt biomasse. Ifølge Skatteministeriet skal afgiften lukke et hul i statskassen, som opstår, når danskerne bruger færre fossile brændstoffer, og derfor genererer færre afgiftskroner på disse brændsler.
Hos erhvervs- og interesseorganisationen for energiselskaber i Danmark, Dansk Energi, mener direktør Lars Aagård, at det er helt naturligt, at brændesalget også hjælper til at betale regningen.
- Nu er det ikke, fordi jeg er glad for stigende afgifter, men når de finder på at beskatte træ til opvarmning, så er det selvfølgelig vigtig, at alle slags træ beskattes, siger Lars Aagaard.
Hos Dansk Brændesalg håber Tommy Bruus-Jensen nu på, at politikerne vil besinde sig og droppe den omdiskuterede afgift.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.