Brand i bålhytte anmeldt til politiet
En flittigt brugt bålhytte, som tilhører FDF i Skagen er brændt helt bort
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:48
SKAGEN: - Vi er så kede af det. Det siger Peter Gislund, kredsleder ved FDF Skagen, efter en bålhytte på FDF’s område på Fritidsvej 2 i Skagen er brændt ned til grunden.
Peter Gislund fik fredag morgen en henvendelse fra en ældre dame, som passer genbrugsbutikken. Hun kunne fortælle, at det røg fra bålstedet.
- Nå ja, tænkte jeg. Der er nok nogle, som ikke har fået slukket ilden ordentligt, siger Peter Gislund. FDF’erne er vant til, at udefrakommende benytter sig af faciliteterne på stedet, og det har de som sådan ikke noget imod, hvis ellers der bliver passet på sagerne.
Men en halv time senere fik Peter Gislund endnu et opkald. Denne gang blev det fortalt, at det ottekantede bålhus i træ var brændt helt ned til grunden.
- Der stod kun otte hjørnestolper tilbage, siger FDF-lederen, som efterfølgende anmeldte branden til politiet.
- Det kan være nogle unge mennesker, som har hygget sig i bålhuset, og så er det gået galt. Men det kan selvfølgelig også være hærværk, mener Peter Gislund.
Han håber, at forsikringen vil dække den tabte bålhytte.
- Vi fik kommunale penge til materialer til bålhuset for 6-7 år siden, og frivillige har bygget det. Vi har brugt det flittigt både forår og efterår, og når det er dårligt vejr, og vi har ikke bare råd til et nyt bålhus, siger den ærgerlige kredsleder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.