Brand i Hals-Egense færgen
Oliefyr udviklede røg under prøvesejlads.
Hals-Egense færgen måtte tirsdag morgen alarmere Beredskabscenter Aalborg, da der var udbrudt brand på færgen. Den var i færd med en prøvesejlads efter at have fået udført service, da overfartsleder Michael Vestergaard pludselig kunne lugte røg. - Skibsmontøren kiggede ned i maskinrummet, fordi vi har fået skiftet nye remme, men der var ingen spor af ild eller røg. Jeg vendte færgen for at sejle tilbage til havnen i Hals, og lidt efter så jeg ud af vinduet, at der kom røg ud af et udluftningsrør fra færgens oliefyrsrum, fortæller Michael Vestergaard. Han åbnede lemmen til rummet, men der var så megen røg, at han ikke kunne komme derned, så han måtte tilkalde brandvæsnet, der hurtigt fik bugt med ilden, da færgen var tilbage i havn. - Det viser sig, at et leje er rendt varm, og det er dækket ind af en trækkasse, der er gået ild. Så skaderne er heldigvis ikke så store, forklarer overfartslederen. Dog kan han endnu ikke sige, hvor lang tid det tager at reparere færgen Hals-Egense. Men overfarten mellem Hals og Egense fortsætter med ekstrafærgen Egense.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.