Brand i hus: Beboer holdt ild i skak med haveslange
Tørretumbler i Ferslev-villa gik op i flammer fredag aften
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:50
FERSLEV: Takket være hurtig indsats fra en beboer i en villa på Hoppevænget i Ferslev syd for Aalborg blev huset reddet fra en større brand.
Fredag kort før kl. 19.30 lugtede den mandlige beboer røg i huset, og han opdagede, at hele baggangen var røgfyldt på grund af brand i en tørretumbler.
Han fik ringet 112 og gik selv i gang med brandslukningen ved hjælp af en haveslange - efter at have afbrudt strømmen.
Ros for indsats
Med haveslangen fik han sprøjtet vand på den brændende tørretumbler og holdt ilden i skak.
- Stor ros til ham for indsatsen. Hvis han ikke havde reageret sådan, ville ilden have spredt sig til resten af huset, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg.
Ilden blev hurtigt slukket, men baggangen var røg- og sodskadet. Og tørretumbleren udbrændt.
- Beboeren var rimelig fattet, men rystet, siger Søren Korsgaard.
Også brand i krat
Omtrent samtidig med branden i Ferslev blev beredskabet alarmeret om en naturbrand mellem Gistrup og Visse. Her var der gået ild i noget bevoksning, muligvis på grund af et henkastet cigaretskod.
Et par hundreder kvadratmeter krat og bevoksning nåede at futte af, inden ilden var helt slukket, oplyser indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab.