Brand i lade
Teleskoplæsser i brand på landejendom ved Brønderslev
Opdateret kl. 09:23
BRØNDERSLEV: Torsdag morgen ved 8-tiden udbrød der brand i en lade hos Morten Nielsen på Lundgårdsvej 15 nord for Brønderslev.
Der var gået ild i en teleskoplæsser som stod inde i laden. Branden skyldtes formentlig en kortslutning i batteriet på maskinen, der udbrændte.
Beredskabsinspektør Torben Karstenskov roser ejer og ansatte for deres hurtige indsats, der forhindrede, at branden bredte sig til en nærliggende svinestald med mellem 3-4000 svin.
De ansatte havde ved hjælp af en traktor trukket den brændende teleskoplæsser ud af laden, der ligger klos op ad svinestalden.
- Det kunne være gået frygteligt galt, hvis ikke de havde handlet så hurtigt, siger Torben Karstenskov.