Ildebrand

Brand i rideklub: Hal skal formentlig væltes

Elradiator startede brand i en ridehal på Hornum Ulstrup Rideklub

Arkivfoto: Peter Moerk
Arkivfoto: Peter Moerk Pressefotograf Peter Moerk

Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:10

HORNUM: En ridehal, som også rummer cafeteria og små kontorer, brød tirsdag morgen i brand på Søttrupvej 14a. Hallen tilhører Hornum Ulstrup Rideklub.

Tagkonstruktionen er formentlig så beskadiget, at den ene ridehal skal rives ned.

Nordjyllands Beredskab fik meldingen om branden klokken 07.38.

- Det var en yngre mand, som opdagede branden, da han skulle se til kærestens hest. Ingen dyr eller mennesker har været i fare, siger indsatsleder Jes Caspar Mortensen fra Nordjyllands Beredskab.

Indsatslederen vurderer, at det har brændt en times tid eller mere, inden branden blev opdaget.

- Da vi kom frem, var ilden gået igennem taget. Der er brændt cirka 20 meter hal i den ende, hvor kontorerne og cafeteriaet ligger, siger Jes Caspar Mortensen.

Stålspær er ødelagte

Branden er formentlig opstået i kontor- og cafeteriaafdelingen. Ifølge Nordjyllands Politi er branden formentlig opstået i en elradiator.

Indsatslederen vurderer, at 13-14 mand har været fuldt beskæftiget med at slukke branden, og de var først færdige med slukningsarbejdet omkring klokken 12.

Rideklubben består af to ridehaller. Det er kontor- og cafeteriaafdelingen i den ene ende af den ene ridehal, der er udbrændt.

Men ifølge indsatslederen, så skal hele ridehallen formentlig væltes.

- De stålspær, der går igennem hele bygningen, har fået meget varme og er blevet bløde og bøjet, så den ene hal skal sandsynligvis væltes, siger Jes Caspar Mortensen.

Det er i her hos Hornum Ulstrup Rideklub, der er brand. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Gå til relaterede emner

Forsiden