Bybus totalt udbrændt - og det gik stærkt
Chauffør forsøgte forgæves at slukke ild i bus - se video
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:42
AALBORG: Fredag ved middagstid udbrød der brand i en bybus i rundkørslen ved Universitetsboulevarden/Hadsund Landevej i det østlige Aalborg.
Bussen var hurtigt overtændt, og der blev sendt flere sluknings- og redningskøretøjer til stedet.
Nordjyllands Beredskab oplyser, at buschaufføren vare alene i bussen, da ilden brød ud i motoren.
Chaufføren forsøgte at slukke ilden med en pulverslukker, men det var forgæves. Hurtigt stod hele bussen i flammer.
- Det var en ganske voldsom brand, fortæller indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.
Ifølge indsatslederen brød bussen i brand i en af de mest trafikerede rundkørsler i Aalborg. Det skete fredag omkring kl. 12.30, og først ved 15-tiden var der ryddet helt op efter branden, og al dieselolie var fjernet fra kørebanen.
Busbranden og oprydningen skabte en hel del trafikale problemer, men biler kan igen passere området nu.
Ingen personer kom noget til ved busbranden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.