Tyverier

Brand i villa i Karup

Stuen er helt udbrændt og resten af huset sodskadet

KARUP:Brandvæsenet rykkede mandag klokken 4.45 ud til en brand i en villa i Karup ved Sæby. Branden var formentlig opstået i et tv, der stod i stuen. Hele stuen nedbrændte og resten af huset er sodet og røgskadet.

Politiets døgnrapport melder også om et færdselsuheld mandag morgen, hvor en cyklist blev ramt af en bilist, da cyklisten kom kørende på cykelstien langs Skagensvej mod nord. Ud for Kragholmen drejede billisten, der kom nord fra til venstre ind på Kragholmen og ramte cyklisten, der heldigvis ikke fik alvorlige skader. Bilisten var en 32-årig mand fra Strandby og cyklisten, en 46-årig kvinde fra Dronninglund.

Stjal gevir

Politiet har fået en anmeldelse af de mere usædvanlige fra en husejer i Præstbro. Der er stjålet et grønlandsk elsdyrgevir, som hang på husets gavl. Tyveriet er sket i tiden mellem lørdag aften og søndag formiddag.

Af døgnrapporten fremgår det også at Speciallægeklinikken på Hedevej i Skagen har fået et vindue brudt op, men der ser ikke ud til at være stjålet noget. Alarmen gik natten til lørdag kl. 1.33.
Og fra en landejendom på Borgervej i Skærum er der fredag eftermiddag stjålet kontanter og smykker. Tyven er kommet ind ved at bryde et vindue op.
Fra en garage på Rimmevej i Lyngså er der natten til søndag stjålet en gul Stiga plænetraktor, en buskrydder og en kædesav.

Hoppede på to biler

To frederikshavnere på 27 år er sigtet for hærværk på to biler, der holdt i Søndergade. Søndag kl. 2.30 hoppede de op på bilerne, og knuste den ene bils forrude. Et vidne kontaktede politiet, der anholdte de to mænd umiddelbart efter.
Der er stjålet navigationsudstyr til 15.000 kroner fra en båd, der lå i Søsportshavnen i Frederikshavn. Tyveriet er sket i løbet af torsdag eftermiddag fra 12-16. Man har skåret kabler over og herefter fjernet en GPS kortplotter, et smartcraft instrument, samt fender og anker.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.