Brand i villa: Røgdykkere sendt ind
Heldigvis var der ingen hjemme, da der opstod ildebrand i et hus i Lyngså torsdag morgen
LYNGSÅ: Brandfolk fra Sæby drønede torsdag morgen til Østkystvejen i Lyngså, hvor der var opstået ildebrand i en villa.
Indsatsleder Bo Isaksen, Nordjyllands Beredskab, fortæller, at beredskabet ikke vidste, om der var personer i huset, så røgdykkerne blev sendt ind.
Det kunne dog hurtigt siges med sikkerhed, at der ikke var nogen hjemme, så brandfolkene kunne koncentrere sig om den forholdsvis lille opgave at slukke branden.
- Den var opstået i et kælderrum på grund af en el-varmer. Det var kun det ene rum, der blev brandskadet, men resten af huset blev røgskadet, fortæller Bo Isaksen.