Brand måske påsat
Nordjysk fritidshus nedbrændte natten til tirsdag
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:26
MORS: Et fritidshus på Mors nedbrændte totalt natten til tirsdag, og politiet tror, at branden måske var påsat.
Fritidshuset på Mølagre ved Erslev på Mors var af træ, og der var ingen personer i huset, da det gik op i lys lue.
Branden blev opdaget ved 03-tiden natten til tirsdag, men der var ikke meget at stille op for brandfolkene, da de nåede frem. Det lille træhus blev hurtigt forvandlet til forkullede rester af flammerne.
Politiets teknikere skal nu forsøge at finde den præcise brandårsag.