Øster Uttrup

Brand ødelagde bjælkehytte til spejdere

Indsatsleder ved beredskab vurderer, at branden i Øster Uttrup formentlig er påsat

Privatfoto
Privatfoto

Opdateret kl. 22:21

ØSTER UTTRUP: En bjælkehytte, som borgerforeningen i Øster Uttrup har arbejdet på at restaurere gennem de seneste mange år, brændte søndag om ikke helt ned til grunden, så næsten.

Alarmen lød ved 18.30-tiden. En forbipasserende opdagede branden og alarmerede beredskabet. Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune nåede hurtigt frem til brandstedet, der ligger på Overvejen - en sidevej til Vejrholm i Øster Uttrup ud til Tranholmvej i Aalborg Øst.

- Det var en meget kraftig brand. Hytten burde faktisk ikke have overlevet. Da vi nåede frem, var det blot få sekunder fra, at bjælkehytten var overtændt, og så havde vi næppe kunnet redde noget som helst. Nu har vi reddet halvdelen af bjælkehytten. Den ene endegavl er brændt, men selvfølgelig er hele hytten røg- og sodskadet, lyder meldingen fra indsatsleder Søren Korsgaard.

Nye vinduer og gulve

Han fortæller, at bjælkehytten over de seneste år er blevet sat i stand med blandt andet nye vinduer og gulve af borgerforeningen i Øster Uttrup, og som KFUM-spejderne i byen har skullet brugt.

- Ifølge de oplysninger jeg fik hos en gruppeleder for spejderne har hverken spejdere eller borgerforening haft forsikring på bjælkehytten, så de står lidt på bar bund. Det gør jo det hele endnu mere træls, men forsikring af en træhytter er enormt dyrt, konstaterer indsatslederen.

Brand formentlig påsat

Han havde fire køretøjer og 14 mand i kamp med flammerne, og han regnede ved 20-tiden søndag aften med, at opbrydning af gulve og lignende for at lede efter ildlommer og få dem slukket ville vare mindst en time mere.

- Desværre må vi nok konstatere, at sandsynligheden for at ildebranden er opstået af naturlige årsager, den er minimal, siger Søren Korsgaard.

Nordjyllands Politi har da også afspærret området, og brandteknikere skal senere foretage undersøgelser af brandstedet for om muligt at fastslå en brandårsag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden