Brand på Badehusvej måske påsat
Politiet udvider efterforskning
Opdateret kl. 10:53
AALBORG: Lørdag morgen 16. februar udbrød der brand i et teknikrum i en ejendom på Badehusvej 9 i Aalborg. I første omgang havde Nordjyllands Politi en formodning om, at branden skyldtes en kortslutning i elnettet, men en gennemgang af stedets videoovervågning tyder nu på, at branden måske var påsat.
- Vi kan se en yngre mand komme ind i gården, hvor han omkring klokken 07.35 lørdag morgen rykker en dør til et teknikrum op. Kort efter forlader han rummet, og cirka et kvarter efter han ankom, står der flammer ud af døren, siger Ole Jensen, vicepolitikommissær hos Nordjyllands Politi.
Branden, der udviklede en del røg, blev slukket, før den nåede at brede sig.
Da den formodede gerningsmand forlod stedet, løb han ad en parkeringsplads i retning af Poul Paghs Gade. Herefter ved politiet ikke, i hvilken retning han forsvandt.
Manden beskrives som yngre, iført en kort, mørk jakke og lyse cowboybukser. Nordjyllands Politi hører gerne fra borgere, der befandt sig i området omkring Badehusvej 9 lørdag 16. februar i tidsrummet 07.15 til 08.00. Henvendelser i sagen kan ske på telefonnummer 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.