Brand på listefabrik
Der var gået ild i en silo og teknikrum
Opdateret kl. 12:37
BINDSLEV: Der udbrød brand tirsdag morgen på Listefabrikken IC A/S på Industrivej 4 i Bindslev.
Branden blev opdaget kl. 07.36, og der blev straks sendt brandkøretøjer til adressen.
- Der var gået ild i en silo med træspåner og i et teknikrum, men vi fik hurtigt dæmpet ilden og fik branden under kontrol, sagde indsatsleder Jan Mørch fra Beredskabet i Hjørring Kommune.
Omkring 20 kvadratmeter af tagkonstruktionen var brændt, og brandfolkene måtte efterslukke tirsdag formiddag.
- Vi skal gennem alle små lommer i tagkonstruktionen og være sikre på, at der ikke er gløder tilbage i siloen, så det kom til at tage lidt tid, sagde indsatslederen.
Ingen personer kom til skade ved branden.