Brand: Ros til beboer for hurtig indsats
En beboer i et hus skyndte sig at slukke for strømmen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:10
GLENSTRUP: Der er store roser fra indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab i Mariagerfjord, efter en beboer lørdag ved 16-tiden selv tog teten og slukkede for strømmen i sit hus.
- Det drejer sig om et hus, som er ved at blive moderniseret. Der fik ild i et elskab, som stod i kælderen, og ejeren fik hurtigt slukket strømmen til alt el i resten af huset. Han gjorde det godt, roser indsatsleder Karsten Strauss.
Indsatslederen fortæller, at det kan være en meget giftig røg fra et elskab med ild i.
- Der kan udvikle sig syre, når et elskab brænder, forklarer han.
Karsten Strauss oplyser, at der efter al sandsynlighed er tale om en kortslutning i skabet.
- En elektriker vil kigge på det i dag, fortæller han.
Herudover vil branden blive meldt til forsikringen, da der, foruden selve elskabet, kan være følgeskader.
- Det lugter i hele huset, og det er ikke sikkert, der er nok bare at lufte ud, tilføjer Karsten Strauss.