Brian Sørensen: God optakt for os
Fortuna Hjørring fik en sejr at lune sig på inden mødet med Brescia

Fortuna Hjørring kunne lørdag fejre endnu en sejr i 3F Ligaen. Arkivfoto: Peter Broen
KOLDING:Fortuna Hjørring hentede lørdag eftermiddag en ventet sejr på udebane i 3F Ligaen mod KoldingQ.
Kampen sluttede 0-2 efter scoringerne af gæsternes Nadia Nadim og Sarah Dyrehauge, hvilket betyder, at Fortuna Hjørring fortsat ligger side om side med Brøndby i toppen af tabellen.
- Det var en kamp, som vi dominerede fra start til slut. Jeg kender ikke de præcise procenter for boldbesiddelsen, men det var nok tæt på at være 80-20 til os. Kolding gjorde det ellers godt. De stod godt i defensiven og kæmpede for sagen, hvilket gjorde det svært for os. Der var dog ingen tvivl om at vi ville vinde, selvom vi først scorede efter 50 minutter, fortæller cheftræner Brian Sørensen, der samtidig retter fokus mod onsdagens udekamp i Champions League, hvor italienske Brescia venter.
- Kolding spiller faktisk lidt på samme måde som Brescia, og på den måde var det egentlig en god optakt for os, siger Brian Sørensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.