smitsom sygdom

Britiske børn risikerer mæslinger grundet lav vaccinetilslutning

Vaccinationsraten mod mæslinger i Storbritannien ligger på det laveste niveau i et årti, advarer eksperter.

Mere end hvert tiende barn i England starter i skole med risiko for at blive smittet med mæslinger.

Det sker, fordi vaccinationsraten mod den dødelige børnesygdom er faldet til det laveste niveau i et årti, advarer eksperter.

Det britiske sundhedsagentur (UKHSA) opfordrer forældre til at sikre, at deres børn får den såkaldte MFR-vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, før de begynder i skole.

Mæslinger er en smitsom sygdom, der kan føre til alvorlige komplikationer såsom lungebetændelse og hjernebetændelse.

Derudover kan mæslinger skade hele immunsystemet og dermed efterlade børn mere sårbare over for andre infektioner.

I sjældne tilfælde kan mæslinger føre til en tilstand kaldet subakut skleroserende panencephalitis (SSPE), som kan ødelægge centralnervesystemet og forårsage tab af motorisk kontrol, epilepsi og død.

I Storbritannien får alle børn tilbudt deres første MFR-vaccine, når de er et år. Den anden dosis bliver givet, når de er tre år og fire måneder.

De seneste vaccinationstal, der dækker perioden fra juli til september sidste år, viser, at 88,6 procent af børnene har fået deres første MFR-stik i en alder af to år. Imens har 85,5 procent fået begge doser i en alder af fem år.

Det betyder, at mere end hvert tiende barn på fem år ikke har fået deres to doser.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skal 95 procent af børn vaccineres for at holde mæslinger væk.

/ritzau/dpa

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden